Oprindeligt indlæg af ajnaM

Prøv at vende den om - ville du have det helt fint med, at din kærestes mor eller bror ikke kom til noget, du havde inviteret til, fordi de ikke havde lyst til at se dig?

Familie (ja, forhold til andre mennesker i det hele taget) er i mine øjne ikke noget, man kan vælge til og fr efter forgodtbefindende. Man må ind imellem tage det sure med det søde - det handler jo ikke kun om, hvad du lige har lyst til.



Dog mener jeg, det afhænger meget af, hvordan forholdet er. Er man teenager eller har man ikke været sammen så længe, ville jeg ikke forvente ret meget. Mine svar afhænger af, at min kæreste og jeg har været sammen længe, har et barn osv

ja jeg ville meget hellere have at min kærestes mor eller bror takkede nej til en invitation, hvis de ikke føltes for det, end at de kom og inderst inde ikke havde lyst.

Altså det er ikke noget vi har talt om på den måde. Generelt tager vi med til hinandens familie-ting, med mindre det kun er for voksne, for så passe en af os vores datter (helt uden sure miner i øvrigt )
Hvis en fødselsdag falder en dag, hvor en af os allerede har en aftale, ja så er man jo optaget der. Eller hvis man har en lidt hektisk periode på arbejdet, ja så er det da helt okay at melde fra. Men i de 7 år vi har været sammen er det godt nok ikke mange gange vi ikke er taget afsted som familie. Men det har ikke noget med tvang at gøre.

Hos os er der bestemt ikke mødepligt. Jeg har en kæmpestor familie, så hvis vi skulle deltage i enhver fødselsdag, kunne vi ikke lave andet end at pendle til Jylland hver anden uge, og det har ingen af os lyst til. Pt bor vi også i udlandet, hvilket besværliggør det noget mere.

Min kæreste tager med sommetider, og når jeg siger, det er vigtigt, stiller han op uden sure miner - og det er fint for mig. Han har en lille familie, som bor i København, og der tager jeg med de fleste gange. Sommetider har jeg ikke lyst til at prioritere det, og så lader jeg være.

Hos os handler det ikke om pligt, men om lyst.

Min kæreste er meget social og udadvendt. Han kommer rigtig godt ud af det med min familie, og nyder virkelig at være sammen med dem. Min familie er dog også fantastiske til at byde nye medlemmer velkommen (også selvom det er noget frygtelig rakkerpak, vi unge mennesker har slæbt med hjem )

Jeg selv derimod frygter alt der der svigerfamilie, selvom de sikkert er skide søde. Jeg har kun mødt min kærestes far indtil videre. Han er rar, men meget sarkastisk og lidt på grænsen til det ubehagelige, når man møder svigerfar første gang. Jeg er egentlig ofte blevet inviteret til familietamtam ved min kærestes familie, men har takket nej, da det er forældre, deres venner, en del kusiner, nevøer, mostre osv....det synes jeg bare slet ikke lige jeg magter

Han har det fint med det, men vil gerne jeg møder hans mor og stedfar. Hvilket jeg selvfølgelig gerne vil, bare ikke lige sammen med 20 andre familiemedlemmer Han har heller ikke selv været til noget af mit familietamtam Jeg tror, at jo mere et etableret par man bliver - og når man har poppet unger ud sammen, så bliver det meget lettere

Oprindeligt indlæg af ajnaM

Prøv at vende den om - ville du have det helt fint med, at din kærestes mor eller bror ikke kom til noget, du havde inviteret til, fordi de ikke havde lyst til at se dig?

Familie (ja, forhold til andre mennesker i det hele taget) er i mine øjne ikke noget, man kan vælge til og fr efter forgodtbefindende. Man må ind imellem tage det sure med det søde - det handler jo ikke kun om, hvad du lige har lyst til.


Dog mener jeg, det afhænger meget af, hvordan forholdet er. Er man teenager eller har man ikke været sammen så længe, ville jeg ikke forvente ret meget. Mine svar afhænger af, at min kæreste og jeg har været sammen længe, har et barn osv

Det kan jeg nu sagtens leve med. Altså at min kæreste ind i mellem siger fra, fordi han ikke lige gider mere familietamtam. I den her måned har min mor, min niece, min svigerinde og min lillebror fødselsdag, det er fire fødselsdage med de samme mennesker, det forventer jeg ærlig talt ikke, at min kæreste gider. Og det er helt ok at sige det til mig, at han faktisk ikke gider. Så smutter jeg bare alene afsted.
Det gælder også den anden vej, at jeg har lov til at sige fra i forhold til hans familie.

Fordi man er i et forhold betyder det i mine øjne ikke, at man skal være tvangsindlagt til den andens familie hver weekend i en måned.

Oprindeligt indlæg af ajnaM

Prøv at vende den om - ville du have det helt fint med, at din kærestes mor eller bror ikke kom til noget, du havde inviteret til, fordi de ikke havde lyst til at se dig?

Familie (ja, forhold til andre mennesker i det hele taget) er i mine øjne ikke noget, man kan vælge til og fr efter forgodtbefindende. Man må ind imellem tage det sure med det søde - det handler jo ikke kun om, hvad du lige har lyst til.


Dog mener jeg, det afhænger meget af, hvordan forholdet er. Er man teenager eller har man ikke været sammen så længe, ville jeg ikke forvente ret meget. Mine svar afhænger af, at min kæreste og jeg har været sammen længe, har et barn osv

Og omvendt; at være sammen med noget svigerfamilie hver weekend i en hel måned? Nogle gange har man altså bare brug for at trække stikket ud, lukke døren og være sammen med kæresten. For i de tilfælde som Kat remser op, så er det jo stort set de samme personer, der kommer. Og jo jo, familie kan være hyggelig at være sammen med.
Men det kan også blive for meget.

Fordi man er kærester/bor sammen/er gift, behøver man ikke deltage i alt, som den anden deltager i.
Jeg så da hellere folk kom af lyst, end af "frivillig tvang", fordi kæresten forventer man tager med.

Vi har faktisk aldrig diskuteret det, jeg tager det som en selvfølge at han deltager, og også omvendt..

Min mand er ikke meget til familie-ting - hans egen familie inkluderet. Det er tit at min svigermor ringer til mig for at aftale noget, fremfor til min mand. Jeg forventer nu stadig at han deltager og han hygger sig også når vi er afsted, uanset om det er hos hans eller min familie.

Ingen af os gider familie-samvær hver eneste uge, med mindre der fx er en fødselsdag. Men er der fødselsdage, så møder man også op.

Min svoger er tit syg (tvivler på han er det, men jeg ved det jo ikke) når vi skal mødes med familien og det er simpelthen så synd for min svigerinde, at hun skal sidde der alene med to små børn og afhænger af vores andres hjælp, for selv at få en bid mad eller kunne gå på toilettet. En hjælp vi selvsagt giver, meget gerne endda, for vi holder alle af ungerne, men jeg synes hendes mand er en røv når han laver det nummer.

Jeg deltager, men kunne nok slippe udenom uden en skilsmisse som resultat.