Oprindeligt indlæg af browneyedhandsomeman

Jeg deltager, men kunne nok slippe udenom uden en skilsmisse som resultat.

Nu er skilsmisse så nok den ultimative "straf", men jeg har kendskab til flere forhold, hvor kvinden bliver tøsefornærmet, hvis manden ikke vil med til noget.
I et bestemt forhold sagde manden; "Nå, nu får jeg ikke sex i 3 uger!" Kvinden blev så eddikesur, at hun ikke ville have sex med ham.
De var afsted til noget familietamtam min 2 gange hver måned og han gad det ikke. Han havde ikke noget imod hendes familie, men han er ikke typen, der sidder lårene af sin svigerfamilie. Han anede ikke, hvad han skulle snakke med dem om, for han mente, at når de sås så tit, så kunne de ikke nå at opleve så skide meget nyt, der var værd at fortælle om. Ergo sad de og snakkede om de samme ting igen og igen og det gad han ikke.

Oprindeligt indlæg af icelady

Nu er skilsmisse så nok den ultimative "straf", men jeg har kendskab til flere forhold, hvor kvinden bliver tøsefornærmet, hvis manden ikke vil med til noget.
I et bestemt forhold sagde manden; "Nå, nu får jeg ikke sex i 3 uger!" Kvinden blev så eddikesur, at hun ikke ville have sex med ham.
De var afsted til noget familietamtam min 2 gange hver måned og han gad det ikke. Han havde ikke noget imod hendes familie, men han er ikke typen, der sidder lårene af sin svigerfamilie. Han anede ikke, hvad han skulle snakke med dem om, for han mente, at når de sås så tit, så kunne de ikke nå at opleve så skide meget nyt, der var værd at fortælle om. Ergo sad de og snakkede om de samme ting igen og igen og det gad han ikke.

I mit tidligere ægteskab var det omvendt. Min eksmand blev noget så vred, hvis jeg gav udtryk for ikke at have lyst til at deltage i en fødselsdag eller lign. Han mente nærmest at det kunne betragtes som svigt. Vi så hans familie minimum tre gange i måneden.

Oprindeligt indlæg af icelady

Og omvendt; at være sammen med noget svigerfamilie hver weekend i en hel måned? Nogle gange har man altså bare brug for at trække stikket ud, lukke døren og være sammen med kæresten. For i de tilfælde som Kat remser op, så er det jo stort set de samme personer, der kommer. Og jo jo, familie kan være hyggelig at være sammen med.
Men det kan også blive for meget.

Fordi man er kærester/bor sammen/er gift, behøver man ikke deltage i alt, som den anden deltager i.
Jeg så da hellere folk kom af lyst, end af "frivillig tvang", fordi kæresten forventer man tager med.

netop.
jeg kunne heller aldrig finde på at tvinge min kæreste med til noget i min familie. jeg ved at han ikke kan fordrage min mor, og derfor har jeg også altid givet udtryk for at han helt selv bestemmer om han vil med. dog føler han selv at han ikke kan være bekendt at blive væk, og derfor er han flere gange taget af sted med nej hatten på. og det kan jeg virkelig ikke arbejde med. det er jo så tydeligt hvis nogen ikke gider at være i selvskabet - så synes jeg sgu at det er bedre at de bliver hjemme så de ikke ødelægger stemningen for de andre...

Jeg forventer ikke han kommer med til alt vi planlægger i vores familie. Der kan nogen gange være meget, men der kan også tit gå mdr. mellem vi ses. Jeg forventer dog han har lyst til at se min familie hvis det endelig er, han skal med til noget. Vi bor 300 km fra hinanden, så hvis det lige passer med at han er hjemme ved mig den weekend hvor der er fødselsdag, så forventer jeg han tager med, da det ellers er spild af tid 'sammen', at sidde hver for sig.

Jeg ved ikke hvad han forventer af mig. Jeg har ikke mødt hans familie endnu, men kan forestille mig at når det sker og der kommer fødselsdage osv., så vil han helt klart sige at jeg kun skal tage med hvis jeg har lyst. Men jeg kender mig selv så godt at jeg ved jeg ville have lyst hvis jeg havde tid.

Jeg kan godt lide min families familiekomsammener og har ikke noget imod at ses næsten hver weekend i en måned, men det er nok også kun fordi jeg ved at det kun er den måned, også går der måske 3 mdr. før der er en fødselsdag igen.

Hvis min kæreste sagde direkte han ikke ville med til en familiekomsammen, så ville jeg også blive sur og fornærmet. Det er da overhovedet ikke rart at få at at vide han ikke vil med. Jeg ville tage det som et slag i maven og være ekstremt flov over at skulle fortælle min familie han ikke kom med, nu når han altså var inviteret. Hvis han havde andre aftaler så ville jeg da acceptere det, men hvis undskyldningen kun var at han ikke gad, ja så ville jeg blive skuffet.

Nu har vi ikke kontakt til min del af vores familie. Så vi dukker altid op, når min mands familie har komsamner.

Her bestemmer man fuldstændig selv hvor meget familie tamtam man gider med til. Men alt det vigtige er vi da begge med til

Vi har ikke en fast regel, men med mindre man skal noget andet, så tager vi da med til familiefester i hinandens familier.

Min mand har så en psykisk sygdom, hvilket betyder, at han i nogle tilfælde kan have svært ved at have så mange mennesker omkring sig. Hvis det er meget slemt, så tager jeg altså afsted alene (og ringer først, det er klart). Havde han brug for, at jeg blev hjemme, så ville jeg gøre det, men kan ikke huske det nogensinde er sket. Kan heller ikke huske, at vi har meldt afbud til noget stort, men vi har prøvet at tage tidligere hjem.

Synes faktisk det er rigtig fedt at han prøver så meget. Især fordi min mor ikke lægger skjul på, at hun synes jeg kunne have fundet en bedre (læs: højtuddannet) mand. Men han er god til at tackle hende, og han er meget glad for min far.

I øvrigt, hvis vi blev inviteret til noget i min mands familie, og han ikke kunne deltage af en eller anden grund, så kunne jeg sagtens finde på at tage afsted selv.

Nu er det min mand der har mest familie, men vi deltager i det vi bliver inviteret til i begge familier. Det skal lige indskydes at vi bestemt ikke sidder lårene af hinanden, men at vi mødes ca. 1 gang i kvartalet + det løse.