Jeg synes vi har en god balance, ingen tvang, ingen pligt, men deltagelse af lyst...

min mands familie bor langt fra os, så vi ser dem ikke så tit, og naturligvis er jeg med når vi er afsted. Der har været få undtagelser hvor bl.a. jobbet har spændt ben, og en enkelt gang hvor jeg ikke gad jonglere med at få byttet vagter- og samtidig lige havde behov for et pusterum til mig selv - så det var en rigtig god løsning bare at sende mand og børn, og det var der ingen sure miner over.
Havde vi boet tættere på dem så havde min mand da nok set mere til dem på egen hånd, uden at det var noget galt i det


Vi bor noget tættere på min familie, og det er meget op og ned hvorvidt min mand deltager i besøg hos dem, store ting deltager han altid i, er det bare et alm. søndagsbesøg så kan det være mit såvel som hans valg at han bliver hjemme, der er måske noget fodbold han gerne vil se, han trænger til at slappe af / stresse af, der er noget arbejde der skal fra hånden etc.
Der er ingen der stiller spørgsmålstegn ved hans deltagelse eller ej - vi melder bare ud om han er med eller ikke, så der tages højde for dette ifht mad f.eks.

Og helt ærligt så nyder jeg at ha min familie helt for mig selv, - ikke at jeg ikke vil dele dem med ham men han behøver for mit vedkommende ikke at være involveret i alt omkring min familie.

Det er det samme med mine søstres kærester, de vælger til og fra, om de nu synes de gidder/orker, om der er noget andet der er mere spændene. Jeg har ingen problemer med det, så længe de ikke konsekvent fravælger familien HELE tiden, så ville jeg nok stille spørgsmålstegn ved deres engagement. En familie er jo somregel noget der følger i kølvandet når man får sig en kæreste

Vi deltager, såvidt muligt, i begge familiers sammenkomster. Nogen gange skal jeg arbejde og så må kæresten tage alene afsted til hendes familietamtam. Det er kun sket et par gange, at det er en anden aftale, der er kommet i vejen, og så er den ofte fælles.

Der er ingen forventninger overhovedet til hverken det ene eller det andet. Vi tager det op fra gang til gang. Begge vores familier bor i to forskellige lande udenfor DK, så det er dog heller ikke specielt ofte, det kommer op.

Vi deltager i hinandens familiearrangementer, og nogle gange også selvom vi ikke har lyst, fordi vi ved at det betyder meget for den anden. Det tror jeg dog kun kan lade sig gøre fordi der ikke er familiearrangementer specielt ofte i nogen af familierne. Vi ser vores nærmeste familie et par gange om måneden, og det gør vi sammen, men det synes vi nu begge for det meste er hyggeligt. Det er kun de der større eller mere formelle arrangementer, som vi begge synes kan være sure at skulle deltage i.

Oprindeligt indlæg af shmartiesh

Hvis min kæreste sagde direkte han ikke ville med til en familiekomsammen, så ville jeg også blive sur og fornærmet. Det er da overhovedet ikke rart at få at at vide han ikke vil med. Jeg ville tage det som et slag i maven og være ekstremt flov over at skulle fortælle min familie han ikke kom med, nu når han altså var inviteret. Hvis han havde andre aftaler så ville jeg da acceptere det, men hvis undskyldningen kun var at han ikke gad, ja så ville jeg blive skuffet.

Hvorfor? Altså jeg forstår det bare ikke. Det er jo DIN familie, og selvom han godt kan lide dem, så er det vel ikke ensbetydende med, at han synes det er fantastisk at skulle med hver gang der var noget (medmindre vi snakker hvert halve år eller lignende).
Jeg har da flere gange
sagt til min familie, at min kæreste ikke kom med, det har jeg nu aldrig skammet mig over.

Det er lidt forskelligt her, for vi bor langt væk fra både hendes og min familie. Men hvis vi bli'r direkte inviteret og det er noget lidt større (ikke bare en alm. fødselsdag), så vil vi begge to nok altid forsøge at finde tid og penge til det.

Men jeg har prøvet at være i et forhold hvor vi nærmest blev inviteret til søndagsmiddag hver anden søndag, og det drev mig ærligt talt til vanvid. For det første gider jeg ikke ud om søndagen og for det andet gad jeg simpelthen ikke bruge SÅ meget tid sammen med svigerfamilien. Men okay, det var måske også lidt pga. familien at jeg ikke rigtig orkede dem

Jeg ville aldrig forvente, at en partner skulle tage med til familiefester - og jeg ville heller ikke selv deltage i andres familiefester blot fordi der blev forventet det af mig.

Begge parter får nok mere ud af at deltage i en sammenkomst, hvis de begge kommer af egen lyst, og ikke fordi den ene part kommer som et "påhæng" pga partneren mener det er noget han/hun skal.

Selvfølgelig kan man godt gå på kompromis en gang i mellem, men at blive trukket med til samtlige familietamtam'er hos svigerne, kan altså hurtigt blive dræbende.

Jeg tager det som en selvfølge. Begge veje.
Jeg går ikke så meget op i om familie "siger mig noget", bare vi kan omgås hinanden afslappet og have det hyggeligt.
Familie er ikke noget, man selv har valgt, og derfor vil jeg heller ikke "bedømme" familiemedlemmer efter samme parametre som mine venner.

Vi snakker om det fra gang til gang. Man skal ikke gøre noget man får helt spat ved tanken om. -og sådan kan det jo nogle gange godt være, ikke pga de mennesker man evt skal se, men på grund af alt det andet der sker i ens liv og man lige trænger til en slapdag på sofaen istedet for at skulle være social. Desuden arbejder vi begge hver anden weekend og ham også ofte på helligdage, så det er ikke så tit det overhovedet er en diskussion