Jeg har prøvet at have en kæreste, som slet ikke var familiemenneske, og det var en kamp for os begge, når en familie (hans eller min) inviterede til noget, fordi jeg gerne ville med, og han helst ikke ville.

Det gider jeg ikke igen, så jeg lægger ret meget vægt på af en fremtidigt forhold, at min kæreste er familiemenneske og gerne vil se min familie så ofte, som vi nu gør. I perioder er det tit - som hos mange andre familier falder fødselsdagene oven i hinanden. I andre perioder er det mindre tit eller kun med få personer. Jeg ville selvfølgelig også deltage hos hans familier både til højtider og ved mere uformelle komsammener.

Der kan selvfølgelig være grunde til at melde afbud. Sygdom, arbejde eller aktivitet i éns egen familie. Men ellers skulle det gerne være en fornøjelse for begge at være afsted. Det handler nok også om, at jeg efterhånden er i en alder, hvor jeg forventer at stifte familie med min næste kæreste, og så ville det være endnu mere underligt, hvis mit barns far ikke var en del af familien, eller hvis jeg ikke var en del af hans.

Oprindeligt indlæg af j-g80

Hvorfor? Altså jeg forstår det bare ikke. Det er jo DIN familie, og selvom han godt kan lide dem, så er det vel ikke ensbetydende med, at han synes det er fantastisk at skulle med hver gang der var noget (medmindre vi snakker hvert halve år eller lignende).
Jeg har da flere gange
sagt til min familie, at min kæreste ikke kom med, det har jeg nu aldrig skammet mig over.

Nu er vores situation altså sådan at han bor 300 km væk, så det er egentlig sjældent han har mulighed for at komme med, så når lejligheden så endelig bød sig, så ville jeg blive skuffet. Jeg bliver flov fordi mine søskende altid har deres påhæng med. Nu bor de så også sammen og to af dem er gift, så der er det mere naturligt de kommer med, og det gør de hver gang. Hvis jeg så melder ud han ikke kommer fordi han ikke gider, så bliver jeg da skuffet.
Det er nu altså en følelse der kommer op i mig, og ikke noget jeg synes jeg umiddelbart kan styre.

Hvis det var en situation hvor han sagde fra og vi egentlig lige havde set hinanden for 2-3 uger siden, så ville jeg da nok bare sige 'fint'. Men hvis jeg siger til ham en gang hvert halve år at han er inviteret med til fødselsdag og han siger han ikke vil med, så vil jeg mene jeg har ret til at blive lidt muggen.

Det er jo meget forskelligt fra forhold til forhold.

Jeg har prøvet lidt af hvert og gjort hvad der faldt mig naturligt... Alt lige fra aldrig at have mødt et andet familiemedlem, til rent faktisk at glæde mig til om lørdagen, fordi hendes farmor laver sådan nogen gode frikadeller / tarteletter /what ever...

MEN i mit længste forhold... hun havde/har en gren af familien i Jylland, herunder en kusine, som jeg bare IKKE kunne "snuppe". Hun var virkelig en bitch på den snobbede måde (det er min ex så også blevet siden men det er en anden historie).

Engang indvilgede jeg i at rejse til Jylland bare på en hygge-weekend-tur, og det var jo spændende da jeg aldrig havde mødt den gren af hendes familie før. Overnatning? Ej der var ikke noget med en madras man kunne smide på gulvet, eller man kunne sove på sofaen...

Næh nej, de havde da stillet et lille 3-personers iglo-telt op ude i forhaven hvor det så var meningen at mig og min kæreste + kusinen og hendes kæreste skulle sove...! Nok den værste nat i mit liv. Da jeg havde fået nok af deres ævl kl 4 om natten, lagde jeg mig ganske enkelt ud på græsset og sov færdig (for dem inden for havde jo låst alle døre og vinduer....)

Jeg ved ikke hvad der er med de jyder, (og en fynbo som er fætter), men alle de Sjællandske dele af familien har jeg ingen problemer med, inklusive kusiner, fætre, børn, bedstemødre og hvem der ellers er/var.

Jeg ser ikke meget til dem mere eftersom vi er EX, men man kan da godt hilse pænt og sige "hva så" hvis man møder dem tilfældigt eller lign...

Den eneste jeg har lidt små-problemer med er nok min ex-sviger-farmor Hun skulle ALTID gå og beklage sig over at hun næsten ingen penge havde, og at låne 100 kr var også et absolut maksimum.

Bevares mange ældre mennesker har ikke ret mange penge. Men hende her havde intet problem med at ligge 100.000 kr kontant da hun måtte sande at hendes bil fra 1981 ikke kunne betale sig at reparere mere på. Desuden er hun enlig, men bor alligevel i en kæmpe villa med 2 etager og en stor have....

Og der har hun boet i 100 år Så det er betalt... såehhh... jeg tror ikke hun ligefrem MANGLER penge. (Ikke fordi vi skulle have dem, men det var utroligt trættende at høre på hende gå rundt og beklage sig over at være næsten flad, når vi alle vidste at sådan var situationen OVERHOVEDET ikke )

Kusinen er sød nok, broren kan både være røvirriterende, men også ok flink til tider, moren er mor. Hun er typen som laver 8 portioner mad selvom man kun er 3 som skal spise... der skulle nødig være for lidt jo... Desværre har det sendt hende i sådan en økonomisk ruin at hun er afhængig af den yngste brors kontanthjælp (han er lige blevet 18) for ikke at blive sat ud, og en mobiltelefon har hun slet ikke...

Desværre havde pigen jeg taler om det samme "penge-problem" som sin mor. Lig regningerne i skuffen og skynde sig at bruge alle pengene til noget andet... Og det var en medvirkende årsag til at forholdet ikke virkede i længden - jeg faldt tilfældigt over ubetalte regninger for over 30.000 kr. Efter 10 år var vi altså så meget "dus" at vi fortalte hinanden om evt uforudsete regninger mv.... TROEDE jeg...!

Så nej selv efter 10 år sammen kan man åbenbart ikke stole 100% på hinanden. Nu må hun selv i fogedretten og få styr på lortet (heldigvis står der ikke mit navn på noget af det).... Heldigvis har jeg fundet andre som jeg føler jeg kan stole mere på (håber jeg!)

God dag til alle på debatten

Den er god med dig Brad

Min kæreste ser kun sin familie få gange om året og de få gange dør jeg altså ikke af at deltage Jeg føler til gengæld heller ikke at jeg kender dem ret godt, for vi bliver kun inviteret hvis der er konfirmation, rund fødselsdag eller lignende. Jeg mener dog ikke at det er min opgave at tage initiativ til at se dem, for det er jo min kærestes familie og sådan har det åbenbart altid været.

Jeg ser til gengæld min familie meget -omend den ikke er ret stor i modsætning til hans- og der deltager han for det meste. Han kan endda finde på at spørge om vi ikke snart skal ned og besøge min mor, hvis han synes det er længe siden vi har været der

Jeg har egentligt en fantastisk familie, og det synes jeg også at min eks. har.

Men jeg gider ikke sidde til suppe-steg-og is fordi en eller anden fætter i sønderjylland, hvis navn ingen kan huske, lige er blevet konfirmeret. Det gider jeg ikke, hvis det var min fætter, eller hvis det var min evt. kærestes.

Nu er jeg kun 23, og et helt andet sted end mange af jer, men jeg kan ikke undgå at ryste på hovedet af de af jer, som forventer at sin partner deltager.
Han/hun er gift/samlever med jer, ikke jeres søster eller fuldstændig ligegyldige kusine. Jeg vil virkelig føle mig kastreret, den dag jeg blev slæbt til min kærestes bedstemors 90-års fødselsdag.
Så i mit tidligere forhold deltog jeg aldrig i ligegyldigheder, som er alle familiefester fra personer, som ikke voksede op i det hus ens bedre halvdel gjorde. Dvs. Søskende og forældre. Vi aftalte hvad der var ligegyldigt fra start af (for ikke at sidde unge og friske til røvssyge familiefester hver anden weekend), og holdte os til aftalen forholdet ud. Helt sikkert noget jeg vil tage videre i fremtidige forhold.

Oprindeligt indlæg af snoozz

Det er jo meget forskelligt fra forhold til forhold.

Jeg har prøvet lidt af hvert og gjort hvad der faldt mig naturligt... Alt lige fra aldrig at have mødt et andet familiemedlem, til rent faktisk at glæde mig til om lørdagen, fordi hendes farmor laver sådan nogen gode frikadeller / tarteletter /what ever...

MEN i mit længste forhold... hun havde/har en gren af familien i Jylland, herunder en kusine, som jeg bare IKKE kunne "snuppe". Hun var virkelig en bitch på den snobbede måde (det er min ex så også blevet siden men det er en anden historie).

Engang indvilgede jeg i at rejse til Jylland bare på en hygge-weekend-tur, og det var jo spændende da jeg aldrig havde mødt den gren af hendes familie før. Overnatning? Ej der var ikke noget med en madras man kunne smide på gulvet, eller man kunne sove på sofaen...

Næh nej, de havde da stillet et lille 3-personers iglo-telt op ude i forhaven hvor det så var meningen at mig og min kæreste + kusinen og hendes kæreste skulle sove...! Nok den værste nat i mit liv. Da jeg havde fået nok af deres ævl kl 4 om natten, lagde jeg mig ganske enkelt ud på græsset og sov færdig (for dem inden for havde jo låst alle døre og vinduer....)

Jeg ved ikke hvad der er med de jyder, (og en fynbo som er fætter), men alle de Sjællandske dele af familien har jeg ingen problemer med, inklusive kusiner, fætre, børn, bedstemødre og hvem der ellers er/var.

Jeg ser ikke meget til dem mere eftersom vi er EX, men man kan da godt hilse pænt og sige "hva så" hvis man møder dem tilfældigt eller lign...

Den eneste jeg har lidt små-problemer med er nok min ex-sviger-farmor Hun skulle ALTID gå og beklage sig over at hun næsten ingen penge havde, og at låne 100 kr var også et absolut maksimum.

Bevares mange ældre mennesker har ikke ret mange penge. Men hende her havde intet problem med at ligge 100.000 kr kontant da hun måtte sande at hendes bil fra 1981 ikke kunne betale sig at reparere mere på. Desuden er hun enlig, men bor alligevel i en kæmpe villa med 2 etager og en stor have....

Og der har hun boet i 100 år Så det er betalt... såehhh... jeg tror ikke hun ligefrem MANGLER penge. (Ikke fordi vi skulle have dem, men det var utroligt trættende at høre på hende gå rundt og beklage sig over at være næsten flad, når vi alle vidste at sådan var situationen OVERHOVEDET ikke )

Kusinen er sød nok, broren kan både være røvirriterende, men også ok flink til tider, moren er mor. Hun er typen som laver 8 portioner mad selvom man kun er 3 som skal spise... der skulle nødig være for lidt jo... Desværre har det sendt hende i sådan en økonomisk ruin at hun er afhængig af den yngste brors kontanthjælp (han er lige blevet 18) for ikke at blive sat ud, og en mobiltelefon har hun slet ikke...

Desværre havde pigen jeg taler om det samme "penge-problem" som sin mor. Lig regningerne i skuffen og skynde sig at bruge alle pengene til noget andet... Og det var en medvirkende årsag til at forholdet ikke virkede i længden - jeg faldt tilfældigt over ubetalte regninger for over 30.000 kr. Efter 10 år var vi altså så meget "dus" at vi fortalte hinanden om evt uforudsete regninger mv.... TROEDE jeg...!

Så nej selv efter 10 år sammen kan man åbenbart ikke stole 100% på hinanden. Nu må hun selv i fogedretten og få styr på lortet (heldigvis står der ikke mit navn på noget af det).... Heldigvis har jeg fundet andre som jeg føler jeg kan stole mere på (håber jeg!)

God dag til alle på debatten

Hvorfor helvede har jeg læst det her?

Vi har aldrig rigtig snakket om det. Men som udgangspunkt deltager vi forskellige arrangementer i hinandens familier.
Der er klart flest arrangementer i min familie, og det tager min kæreste fint, han vil gerne med. Men selvfølgelig er det min kusines 22 års fødselsdag og der kun kommer mine mig, søstre, fastre og kusiner, så forventer jeg ikke, at han tager med. Jeg forstår faktisk godt, at han ikke gider, de der kvindedominerede fødselsdage, som vi har en del af i min familie, da kvinderne er kæmpe overtal

Min kæreste og jeg bliver altid inviteret begge to, både af mine forældre og hans forældre. Min kærestes forældre bor lidt tættere på, så dem ser vi lidt oftere, til gengæld ser vi som regel mine forældre i lidt længere tid ad gangen, da de bor i jylland.

Min kæreste giver i sit væsen altid udtryk for at han synes det er hyggeligt og rart at jeg er med, men aldrig med en undertone af tvang. Jeg er overbevist om, at han ville udvise fuld forståelse, hvis jeg en dag blev hjemme. Det samme ville jeg i øvrigt.

Men det handler jo netop om, at min kæreste og jeg begge kommer godt ud af det med hinandens forældre og at vi derfor begge ville vide, at det ikke ville handle om generel antiparti mod familien, hvis en af os en dag ikke havde overskud til at tage med.