Oprindeligt indlæg af Sofiie-Amaliie

Jeg synes, der er enormt stor forskel på ikke at "gide" og at have andre aftaler/afstanden er for stor/man er kørt helt i bund af arbejde eller studie/etc.
Jeg ville sådan helt ærligt have det en smule svært med, at min kæreste ikke "gad" min familie, for det er jo det, jeg kommer fra, og selvom jeg måske træffer nogle anderledes valg og er meget anderledes på mange måder, så elsker jeg dem, og de er en del af mig.
Med det sagt så nej, vi praktiserer ikke "mødepligt", for det ville logistisk set være umuligt, som tingene er, og jeg ville i øvrigt aldrig tvinge et voksent menneske til noget hverken direkte eller inddirekte, men jeg ville sgu nok blive lidt stille, hvis ordene "jeg gider ikke se din familie" kom ud, og det tror jeg faktisk også, at han ville, hvis det omvendte skete..

Jeg kan have det sådan, at jeg ikke gider se min familie. Forstå mig ret, jeg elsker dem, men jeg ville ikke orke at se dem hver weekend f.eks. Lige så lidt som jeg ville gide se min kærestes familie hver weekend.
Derfor synes jeg også det er helt forståeligt, at min kæreste rent ud sagt ikke gider med til fødselsdag på søndag. Så gider han min familie på andre tidspunkter.
Det var noget andet hvis han aldrig gad eller hvis han brokkene sig hver gang der var noget, men sådan er det jo ikke.

Kommer an på hvad det er... Men nu elsker jeg at være til fødselsdage og den slags, så jeg tager gladeligt med.. Men skal jeg noget andet så tager jeg naturligvis ikke med. F.eks. var jeg ikke med til påskefrokosti hans familie da jeg var (mod al forventning) blevet nummer 2 i en turnering som gav mig adgang til at spille en større dagen efter gratis (kostede ellers 500kr). Så jeg blev væk.

Var det dog et bryllup eller sådan noget havde jeg ikke spillet bg men mødt op.

Så nu nyder vi begge den slags, og tager gladeligt med hos hinandens familie når det er og vi ikke skal andet.

Min mands holdning er meget ligesom den heksen beskriver - altså, at der ikke findes din og min familie. Vi er gift og vi har et barn, og der findes kun vores familie, hvis man spørger ham. Selv har jeg det lidt anderledes, men min holdning til "mødepligten" er ret klar: Jeg synes, at man deltager på lige fod i begge siders arrangementer. Og man deltager, hvis man ikke er optaget til anden side. Jeg synes ikke, at det, at man "ikke gider" er en valid undskyldning overhovedet. Andre mennesker inviterer, fordi de gerne vil have én i deres selskab, og så siger man nej, fordi man ikke gider. Det synes jeg er egoistisk og måske også lidt barnligt. Derudover ville jeg føle mig i en virkelig ubehagelig situation, hvis min mand meldte afbud til fx min mors fødselsdag med den begrundelse, at han ikke gad, for jeg ved, hvor ked af det hun (eller andre) ville blive.

Så ja, der er vel mødepligt. På begge sider.

Der er ikke mødepligt hos os. Min kæreste er meget familiemenneske, jeg er en smule mindre. Vi har fundet et kompromis, og jeg ser nok hans familie mere end jeg ser min egen efterhånden, men jeg melder stadig fra nogle gange, og det er ikke noget problem.

Hvis han insisterede på, at jeg skulle adoptere hans behov for at se familien som det er, ville jeg stejle voldsomt. Jeg giver mig gerne lidt, men på samme måde forventer jeg også at han giver sig lidt. Det fungerer fint her.

Alt er meget casual hos os, de færreste familiebesøg er udslag af egentlige invitationer, det er mere bare et forslag 'kunne I ikke tænke jer at komme forbi og lave dit og dat', og nogle gange kunne vi, nogle gange kunne en af os og nogle gange kunne vi ikke.

Det er selvfølgelig noget andet med egentlige sammenkomster, fødselsdage etc. som vi begge bestræber os på at deltage i. Hvis folk samler familien og laver mad og den slags, så synes jeg også man skal komme, hvis man kan.

Oprindeligt indlæg af heksenangie

Der er ingen "hans familie" og "min familie" - vi er i familie - og dermed er "hans familie" også "min familie" og omvendt - så vi er præcis lige forpligtede til at deltage i familietamtam, uagtet hvilken side af familien det så er på ...

Sådan er det også her.

Det betyder så ikke, at man altid klapper i hænderne over at skulle afsted... Men det er sådan set uagtet om det er til den ene eller den anden side: For mange fester/sammenkomster er bare træls! Og kan også få os til at sige nej tak. I reglen gør vi det så alle sammen, da den manglende energi ofte er ret fælles.

Når vi kommer til familiesammenkomster, så er der altid nogle, hvis kærester "aldrig" kommer med. Og helt ærligt... Så er det et ret klart signal om, man ikke er en del af deres familie, men blot på tålt ophold. Jeg ville faktisk blive ked af det, hvis min mand så sådan på min side af familien - og jeg har svært ved at se, hvordan vores egne børn skulle få en god familieoplevelse ud af den tilgang til familie under deres opvækst. Andre tænker tydeligvis anderledes, men jeg forstår det altså ikke.

Oprindeligt indlæg af Pantufinha

Min mands holdning er meget ligesom den heksen beskriver - altså, at der ikke findes din og min familie. Vi er gift og vi har et barn, og der findes kun vores familie, hvis man spørger ham. Selv har jeg det lidt anderledes, men min holdning til "mødepligten" er ret klar: Jeg synes, at man deltager på lige fod i begge siders arrangementer. Og man deltager, hvis man ikke er optaget til anden side. Jeg synes ikke, at det, at man "ikke gider" er en valid undskyldning overhovedet. Andre mennesker inviterer, fordi de gerne vil have én i deres selskab, og så siger man nej, fordi man ikke gider. Det synes jeg er egoistisk og måske også lidt barnligt. Derudover ville jeg føle mig i en virkelig ubehagelig situation, hvis min mand meldte afbud til fx min mors fødselsdag med den begrundelse, at han ikke gad, for jeg ved, hvor ked af det hun (eller andre) ville blive.

Så ja, der er vel mødepligt. På begge sider.

Hvis jeg vender blikket mod mig selv, og stiller spørgsmålet: ville jeg blive forærmet og ked af det, hvis min svigerinde meldte fra til en fødselsdag her, så er svaret at nej, det ville jeg faktisk ikke. Jo, hvis det var rigtig længe siden vi havde set hinanden i familien eller hvis det var en rund fødselsdag. Men i en situation som ovenfor beskrevet, hvor vi lige HAR set hinanden weekenden forinden og der er tale om en helt almindelig fødselsdag, så ville jeg virkelig bare tænke fint nok, hvis hun ikke kom med.

For mig er det en naturlig del i et forhold, at man tager afsted sammen til begivenheder i familien. Så her er der ikke tale om mødepligt, men bare en naturlig og hyggelig ting.

Min kæreste er meget tættere på sin familie, end jeg er med min. Det betyder at de ser hinanden meget - og hvis jeg skulle deltage i hvert arrangement, så kunne jeg nærmest ikke lave andet. Behovet for så meget samvær med de samme personer har jeg ikke, og hvis det skulle tvinges nedover mig udelukkende fordi det var familie, så ville jeg stejle.

Vi har boet sammen længe, så det er vel bare blevet sådan, at man tager med til hinandens familietamtam, uden at vi har alt om det. Min kæreste er langt mere social end jeg er og hans familie er geografisk tættere på os end min, så dem ser vi oftere. Dog nok ikke helt så meget, som min kæreste kunne ønske sig.