Altså. Jeg har det faktisk lidt stramt med det her emne for tiden. For min kærestes familie er enormt "tidskrævende" hvis man kan sige det sådan, og det er absolut ikke blevet bedre efter forældrene er blevet skilt og har fundet nye partnere. Det virker ofte som en form for konkurrence mellem dem om, hvem der kan få os med til flest mulige ting. Det kan være mange gange i måneden, selvom vi bor i forskellige byer og skal 1½ time med tog hver vej.

Hvis vi sagde ja til alt denne måned, ville jeg bruge næsten 3 hele weekender i deres selskab. Det gider jeg ærlig talt ikke. Jeg vil også have tid til at se mine venner, min egen familie, være alene sammen med min kæreste og dyrene, og ikke mindst slappe af. Har meget lange arbejdsdage, hvor jeg sjældent har overskud til at se folk om aftenen. Så næste weekend har jeg valgt at sige pænt nej tak til 2xfødselsdage lørdag og søndag (ikke runde). Vi har lige været sammen med alle de samme mennesker fredag-søndag sidste weekend. De er hyggelige at være sammen med og alt det der, men min fritid er sparsom og det kniber sgu altid med at få set alle dem, jeg gerne vil - så føler mig nødt til at prioritere lidt. Det tror jeg ikke helt hans familie er så forstående overfor, så jeg plejer at finde på nogle undskyldninger, eller små hvide løgne om man vil.

Omvendt, så forventer jeg måske nok at min kæreste deltager i de fleste af min families arrangementer (medmindre han har andre planer, selvfølgelig). Simpelthen fordi min familie er lille og sjældent holder noget som helst. Heldigvis vil han meget gerne deltage, han kommer utrolig godt ud af det med min familie og har både holdt jul hos os, og rejst med os flere gange.

Oprindeligt indlæg af kat

ja overskriften gir næsten sig selv?

føler i at i er nødt til at dukke op når der er arangementer på jeres partners side af familien ?
og omvendt, forventer i at jeres partner tager med til alle ting der bliver holdt i din familie?

ts ligger ud:

jeg synes ikke at min kæreste skal tvinges med til diverse fødselsdage og andre sammenkomster på min side af familien. jeg har altid givet udtryk for at han kun skal tage med hvis han har lysten og overskudet til det. det er jo min familie.

men omvendt, så forventer min kæreste 110 % at jeg deltager i ALT hvad der sker på hans side af familien. for ham er det helt uhørt og kan slet ikke komme på tale, hvis jeg har forsøgt at forklare ham at jeg ikke har lyst, eller overskud.

Selvfølgelig har min kæreste ikke mødepligt, altså vi er begge 2 voksne mennesker og hvis hun ikke har lyst til at se min familie, så har hun ikke den lyst. Samme respekt forventer jeg selvfølgelig tilbage.

Men med det sagt så ville det være underligt hvis man ikke tog med sin partner hvis det betyder noget, der skal bare være plads til at man kan sige fra.

Nej, hverken jeg eller min kæreste har "mødepligt" til noget som helst. Jeg synes i det hele taget er det er underligt hvis man tager med til arrangementer fordi man føler sig forpligtet til det. Min kæreste og jeg selv tager heldigvis ofte med til hinandens familiers arrangementer fordi vi synes at det er hyggeligt at bruge tid sammen med dem, men det betyder ikke at vi død og pine skal møde op til hvert eneste arrangement. Måske har enten han eller jeg travlt med studiet, måske er der andre ting der spiller ind, eller måske har vi bare lyst til at slappe af. Ligegyldigt hvad begrundelsen er så synes jeg ikke at man skal tage med pga. pligtfølelse.

Nu bor vi jo på den anden side af jorden så vi kommer ikke til noget som helst. Men når vi er i dk på ferie, så tager vi til alting sammen. Vi har meget forskellige familier, men tager begge med til de arrangementer der nu engang er i vores familier. Vi har aldrig rigtig diskuteret det egentlig.

Vi har ingen fast regel, men tager den fra gang til gang. Jeg har en noget større familie end min kæreste, med væsentligt flere arrangementer som ikke nødvendigvis har noget med fødselsdag eller andet vigtigt at gøre. Det er langt fra hver gang han tager med, og jeg har det lidt blandet med det.

Eftersom vi har et lille barn og en travl hverdag, synes min kæreste ofte det er lækkert at kunne blive hjemme fra min mosters søndagsfrokost og have nogle timer for sig selv. Og det kan jeg egentlig godt forstå, for det er sgu ikke meget alenetid man har i en småbørnsfamilie, og iøvrigt er det skønt for os alle at han så kan nå i bund med vasketøjet eller whatever der nu trænger. Men nogle gange synes jeg det er lidt hårdt at skulle alene afsted med et lille barn i bus og tog, og ville gerne at han tog med for min skyld, og så gør han som regel det. Men ja, ind imellem har vi da måttet forhandle lidt om det, når jeg gerne ville have ham med, og han egentlig havde mere brug for en dag på sofaen.

Problemet er ikke så stort den anden vej, for jeg vil som regel hellere med til hans familie end blive hjemme. De er nemlig ret hyggelige, og laver altid lækker mad, og så elsker jeg generelt bare at komme ud.

Nå ja, min mand bliver konsekvent inviteret til juleaften i min familie og siger lige så konsekvent nej tak. Han holder nemlig ikke jul. Til gengæld har jeg holdt jul med hans familie (mandens søster, hendes kæreste, søsterens 4 børn og 2 af kærestens børn). Det var enormt hyggeligt, og sjovt at prøve at gøre tingene anderledes end man plejer.

Min familie ved efterhånden godt at det er håbløst at få min mand til at fejre en højtid, han i bund og grund ikke bryder sig om, så jeg skal ikke længere forklare, at han ikke er der. Det samme, hvis han ikke er med til andre arrangementer med familien - jeg behøver bare at fortælle at han har en dårlig dag.

Selvom jeg er single, svarer jeg alligevel, for generelt er det sådan, at jeg nægter at deltage i familie tamtam medmindre jeg har lyst, og har absolut NUL forventninger/krav om at en kæreste skal gøre det hos min

Uha, sådan nogle tråde kan få nakkehårene til at rejse sig hos mig.

Mine forventninger er to selvstændige mennesker, der vælger at engagere sig i hinanden.

Det betyder bl.a. respekt for partnerens kalender, en eller anden grad af priotering af at lære hinandens familier at kende, og ærlige udmeldinger om ens følelser og behov i den forbindelse.

Personligt har jeg ikke behov for, at en partner skal holde mig i hånden, hver gang jeg ser min familie - og jeg er heller ikke hooked på idéen om en partner, der har det behov. Det behøver ikke at bunde i, at man ikke bryder sig om svigerfamilien, men måske om ens behov for at bruge sin fritid på andre ting.

Jo mere afslappende forhold til svigerne, des oftere ville jeg priotere at deltage - og omvendt, så har jeg ikke tænkt mig at bruge tid hos mennesker, der dræner for energi.

Svigerbørn kan faktisk være flinke og hjælpsomme, selv om de ikke deltager i de fleste komsammener. Det behøver ikke at være ligegyldighed.

Bare for at få det helt klart. Jeg deltog dag også i mange "kom-sammen-er" måske mere af pligt end af lyst. Lige som hun gjorde. Jeg kunne sagtens fx tage med hende hjem til hendes farmor, og hun tog med mig hjem til min mor, men det var også helt OK at sige "nej skat, ikke i dag"....

Og det er præcis sådan det skal være. Hvis jeg ikke vil besøge nogen, jamen så vil jeg ikke. Ret simpelt faktisk.

Nu har jeg lige imorgen. Og der kan jeg slet ikke beskrive hvad jeg skal, men jeg garanterer for det bliver sjovt. hehe. Det har noget med en pige at køre men mere siger jeg ikke... Ja og så har jeg fødselsdag, så nu er jeg vildt gammel 31 hehe...