Både og.

Vi kender hinanden meget godt i de forskellige familier, og ved hvad de forskellige har overskud til at klare, så der vil ikke blive rynket på næsen, hvis f.eks at mine søskende mødes, for så kan ingen af kæresterne/ægtefællerne håndtere at være med

Men hvis det kun handler om, at den anden part ikke gider andet end at trykke sofapuderne flade derhjemme, så benytter jeg mig af frivillig tvang

Lad mig sige det sådan, at jeg forventer, at min kæreste har lyst til at se min familie. Havde han ikke det, var jeg sandsynligvis ikke kærester med ham. Så ja, jeg forventer, at han tager med til fødselsdage, påskefrokost, middage hos mine forældre etc., ikke pga. tvang, men fordi han synes, de er nogle rare mennesker at være sammen med.

Og fordi det fungerer sådan, er det også helt fair, hvis han en dag skal noget andet, ikke har overskuddet eller sådan. Men hvis det var fordi, han ikke gad eller ikke havde lyst til at se dem, ville både mig og min familie rynke på næsen.

Jeg er ikke familiemenneske, og kan under ingen omstændigheder vpre i et forhold med en der forventer at jeg deltager i hans familie på lige fod med ham selv. Heldigvis har min kæreste det på samme måde, så vi har en regel om, at vi absolut ingen forventninger har om at den anden skal deltage i noget som helst.

Det skyldes så også at ingen af os er særligt gode til at være sociale på kommando, så det er langt bedre at blive væk end at deltage i noget mod sin vilje.

Jeg kender ikke min lillebrors kæreste. Hun har åbenbart fået lov til ikke at tage med til familie-arrangementer, når de foregår her i Jylland. Så jeg har kun mødt hende, hvad der kan tælles på to hænder i de her 15 års tid de har kendt hinanden. Og de fleste gange er det mig der er taget til KBH for at besøge dem. Og to gange er hun taget med til Jylland. Til mit bryllup og min fars bisættelse.
Min ældste søns nonfirmation var ikke stort nok at tage med til. Min mors 60 års fødselsdag var heller ikke.
Så nu har jeg simpelthen droppet at invitere min bror også, for han skælder egentlig bare ud...over at køre så langt for "ingenting".

Men min holdning er at, hvis jeg har lavet en anden aftale, inden min mands familie, så tager jeg til min aftale, og min mand til familiens. Men ellers så tager vi begge afsted. Vil jo gerne vise at vi er et team, men at vi sagtens kan hver for sig også.

jeg kan jo godt se det der med at man gerne vil have sin partner med til store begivenheder. (konfirmation, bryllup, runde fødselsdage osv) men nu er det bare sådan på min kærestes side, at der vitterligt er noget vi skal lave med hans familie ret tit. bare i den her måned :

i lørdags havde vi besøg af hans søster, svoger og deres barn til spisning. på søndag skal vi til fødselsdag ved hans bror, weekenden efter skal vi til fødselsdag ved hans mor. sidst på måneden holder de familiekomsammen for den del af hans familie som har lyst/tid.

og nogen gange synes jeg sgu at det kan blive for meget, altid at skulle med til alle ting, i stedet for at jeg engang i mellem kunne sige fra. på den måde ville han jo også vide at alle de gange jeg tager med, er når jeg har lysten til det.

Vi har aldrig diskuteret det. Det har bare været en selvfølge og noget, som vi begge gerne har villet. Nu har vi to børn sammen, og så synes jeg det ville være endnu mere underligt, hvis vi ikke deltog i familiebegivenheder sammen.

I de forhold jeg har været i, har der ikke været forventinger/krav om, at man deltog i kærestens families fester.

At vi dog så ofte deltog handlede mere om, at det plejede at være hyggeligt.

Oprindeligt indlæg af kat

jeg kan jo godt se det der med at man gerne vil have sin partner med til store begivenheder. (konfirmation, bryllup, runde fødselsdage osv) men nu er det bare sådan på min kærestes side, at der vitterligt er noget vi skal lave med hans familie ret tit. bare i den her måned :

i lørdags havde vi besøg af hans søster, svoger og deres barn til spisning. på søndag skal vi til fødselsdag ved hans bror, weekenden efter skal vi til fødselsdag ved hans mor. sidst på måneden holder de familiekomsammen for den del af hans familie som har lyst/tid.

og nogen gange synes jeg sgu at det kan blive for meget, altid at skulle med til alle ting, i stedet for at jeg engang i mellem kunne sige fra. på den måde ville han jo også vide at alle de gange jeg tager med, er når jeg har lysten til det.

Prøv at vende den om - ville du have det helt fint med, at din kærestes mor eller bror ikke kom til noget, du havde inviteret til, fordi de ikke havde lyst til at se dig?

Familie (ja, forhold til andre mennesker i det hele taget) er i mine øjne ikke noget, man kan vælge til og fr efter forgodtbefindende. Man må ind imellem tage det sure med det søde - det handler jo ikke kun om, hvad du lige har lyst til.


Dog mener jeg, det afhænger meget af, hvordan forholdet er. Er man teenager eller har man ikke været sammen så længe, ville jeg ikke forvente ret meget. Mine svar afhænger af, at min kæreste og jeg har været sammen længe, har et barn osv

Ingen af os forventer at den anden deltager i familie tam tam... Jeg deltager dog i 95% af hans families arrangementer, han deltager i 30% af min families...

Jeg er vild med hans familie - hans familie er min familie Sådan har han det IKKE. Det er jo lidt trist, men min familie har stor forståelse for, at han ikke altid kan komme med, da vi bor langt væk og min kæreste ofte rejser.