Når hun ikke vil blive boende i lejligheden, synes jeg at det er egoistisk af hende, at insistere på at beholde den.

Som ovenstående, så synes jeg du skal insistere på at beholde lejligheden hvis hun alligevel bare vil bytte eller fremleje den! Andet gir jo slet ikke mening. Desuden er det jo også hende der har taget beslutningen om at stoppe forholdet, og så burde hun også være mere villig til at finde en ordentlig løsning - hun har jo revet tæppet væk under dig, og sys sgu derfor hun er lidt egotistisk, at du så også ska finde en ny lejlighed hun ikke engang vil bo i!!! Nej - den ville jeg nok kæmpe lidt mere for... Specielt hvis du er glad for at bo der.
Når man vælger sådan en stor beslutning som at stoppe et forhold der er så etableret som jeres har været, så må man også tage konsekvenserne af det...

Argh, røv.

Har lige gennemgået lejekontrakten, og kan se på 2. sidste side, at udlejer kun har skrevet hendes navn på som lejer. Jeg kiggede kun på underskrifterne bagerst på siden, hvor vi begge har skrevet under.

Jeg forstår det ikke. Vi boede også sammen før, inden vi flyttede ind i vores nuværende lejl., og der stod vi begge på kontrakten. Kan ikke forstå, hvis hun skulle have udeladt at nævne mig, eller hendes motiv til at gøre det. Udlejer må have lavet en fejl, eller også har hun udeladt mit navn - ikke i ond tro, men ved en fejl.

Rent juridisk står ret dårligt i denne sag, ikke sandt?

Vi har fundet en nogenlunde løsning på boligsituationen - endda på diplomatisk vis.

Vi søger begge en billigere lejlighed, og den der finder en bolig først, flytter ud. Jeg skal se på et værelse i næste uge. Værelset er godt nok kun 12m2 og prisen ret høj, men nu må vi se.

Det er ret hårdt at være i lejligheden sammen. Hun vil gerne føre dagligdags samtaler som i "gamle dage", jeg kan bare ikke. Det bliver nogle rigtige korte sætninger fra min side af.
Hun elsker mig stadig, nu som en ven. Vi talte sammen i går aftes - sådan for alvor siden opbruddet.

Kort og godt: Grunden til hun går fra mig er, at hun ikke kan lide den person hun er, når vi er sammen - som kærester. Det har ikke noget at gøre med mig som menneske - det pointerede hun. Efter hendes udsagn har vi fastholdt hinanden i nogle dårlige mønstre. Hun kan ikke mere. I første omgang lød hendes forklaring ret abstrakt. Hun måtte gentage og præcisere det yderligere, før jeg egentlig forstod det. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg forstår det. Måske vil jeg ikke forstå det?
På den anden side kan jeg heller ikke tvinge hende til at blive. En relation kan ikke holde, hvis det kun er den ene part, som er villig til at involvere sig - i hvert fald ikke ret længe. Det har været en dejlig tid. Den bedste i mit liv - og efter hvad hun selv siger; også i hendes. Jeg ville bare ønske, at vi kunne finde ud af det. Jeg var åben for kognitiv terapi, hypnose, heksekunst eller muligvis fraflytte i en rum tid, så hun kunne være alene. Well, too late. Hun har taget beslutningen, og den holder hun fast i, i et jerngreb.

Jeg er også begyndt at spekulere på, hvad jeg skulle have gjort anderledes. De tanker fylder en del lige nu - rigtig meget endda. Der er en helt masse ting jeg ville have gjort anderledes, nu hvor jeg reflekterer over tingene. Det værste er uden tvivl mangel på fysisk kontakt. Jeg savner at røre hende.

Det her kommer til at tage tid, kan jeg mærke. Rigtig lang tid - og det gør satans ondt.

Vi havde en samtale igen i dag. Det endte med at jeg angreb hende - altså verbalt. Jeg havde virkelig dårlig samvittighed bagefter, og jeg undskyldte også efter en rum tid. Jeg var så vred og frustreret. Hun taler stadig til mig som intet er hændt. Vi bor stadig sammen, da der absolut ingen boliger er at få her i byen, medmindre man har 2 mio. kr.. En dum dum situation. Hun vil gerne være venner, og hun elsker mig stadig - som en ven. Jeg synes det er hårdt. Hun er den bedste kvinde i mit liv, og jeg troede også på at hun ville være den eneste - samme gjorde hun. Hun er samtidig min bedste ven....jeg tror bare ikke, at jeg kan have hende som en ven efter det her. Tanken om at miste hende som en ven gør virkelig ondt. Skal jeg virkelig glemme hende og alt det vi havde sammen?

Oprindeligt indlæg af A.M.E.

Vi havde en samtale igen i dag. Det endte med at jeg angreb hende - altså verbalt. Jeg havde virkelig dårlig samvittighed bagefter, og jeg undskyldte også efter en rum tid. Jeg var så vred og frustreret. Hun taler stadig til mig som intet er hændt. Vi bor stadig sammen, da der absolut ingen boliger er at få her i byen, medmindre man har 2 mio. kr.. En dum dum situation. Hun vil gerne være venner, og hun elsker mig stadig - som en ven. Jeg synes det er hårdt. Hun er den bedste kvinde i mit liv, og jeg troede også på at hun ville være den eneste - samme gjorde hun. Hun er samtidig min bedste ven....jeg tror bare ikke, at jeg kan have hende som en ven efter det her. Tanken om at miste hende som en ven gør virkelig ondt. Skal jeg virkelig glemme hende og alt det vi havde sammen?

Ikke permanent, men lige nu skal du. Du skal holde fast i, at I ikke skal have de der samtaler, at hun ikke skal kalde dig ved de gamle kælenavne osv. Du bliver nødt til at have så lidt med hende at gøre som muligt - det er den eneste medicin, der virker. Og se så at få løst den boligsituation!!! Du ender med at køre dig selv midt over. Det er jo ren tortur for dig at bo sammen med hende.

Giv hinanden plads og tag hver til sit i noget tid af gangen.. Jeg er lige blevet single efter 7 år (3 måneder siden nu) og det hele var et helvede indtil nu, hvor jeg har fået mit eget sted og styr på tingene.. Vi har en søn sammen, vi har boet på skift hos hendes forældre fordi ingen af os kunne flytte med det samme. Længere historie..

Bare et råd som min egen bror gav mig efter hans eget brud for mange år siden. Kom væk derfra i en fandens fart og så skal i have klare linjer om hvordan det hele skal foregå med kram og hvad man må ikke må med kælenavne osv. Det andet gør simpelthen for ondt og det kommer til at æde dig op indvendig..
Been there..

Og nej du skal ikke glemme hende, men du kan nok ikke elske hende efter det her, måske savne hende og længes kan du..
Det kommer til og tage tid sådan noget. Det skal du forberede dig på og der vil være følelser i klemme lidt endnu.
Venskab skal man gøre sig fortjent til og man føler sig bare så forrådt efter sådan en tur, men hold kontakten på minimum og ikke noget med at køre on/off.

Altså har i været samlevende i 2 år må du jo gerne overtage lejemålet, men jeg ved ikke om det kræver at din eks er indforstået med det

Oprindeligt indlæg af milisa

Ikke permanent, men lige nu skal du. Du skal holde fast i, at I ikke skal have de der samtaler, at hun ikke skal kalde dig ved de gamle kælenavne osv. Du bliver nødt til at have så lidt med hende at gøre som muligt - det er den eneste medicin, der virker. Og se så at få løst den boligsituation!!! Du ender med at køre dig selv midt over. Det er jo ren tortur for dig at bo sammen med hende.

Det er lettere sagt end gjort. Lige nu sover hun hos en veninde, og kommer kun hjem for at læse og/eller spise. I perioder har jeg trukket på nogle kammerater, som jeg kan overnatte hos - men det er ikke holdbart i længden, kun en midlertidig løsning. Hun forventer, at jeg er ude af lejligheden indenfor et par måneder. Sagen er bare, at vi bor i en by, hvor det nærmest er umuligt at finde et tag over hovedet, medmindre du har 2.000.000 kr. til en lille 2'er. Det har jeg ikke. Jeg har skrevet mig op til ungdomsboliger, men ventelisterne er lange. Mine forældre bor 1.5 time fra vores bopæl - hendes nærmere 2-2.5 time. Det er virkelig ikke gode odds.