Hvor er det sejt klaret af dig med den eksamen Så godt klaret.

Jeg kan godt forstå, at du føler dig helt drænet for energi, det er bare en voldsomt hård tid du går igennem. Det er forståeligt at du gerne vil have et pusterum. Men på den anden side, så tænker jeg også, at det kan komme til at gå den modsatte vej for dig, hvis du sygemelder dig. Som det ser ud lige nu, har du noget at stå op til om morgenen og noget at tage dig til. Med en sygemeldning er der også pludseligt langt mere tid til at sidde derhjemme alene, når alle andre er i skole/arbejde. Du skriver du vil have mere tid til boksetræning og læse bøger. Men er det nok til at udfylde din tid?

Jeg tror, tiden lige nu er og bliver hård for dig, uanset om du arbejder eller er sygemeldt. Du skal igennem det og jeg tror ikke det bliver nemmere af at have meget tid derhjemme.

Har du måske mulighed for at få fri mellem jul og nytår så du kan få lidt fri der?

Hvor længe skal du være i klinik?

Oprindeligt indlæg af Niin

Hvor er det sejt klaret af dig med den eksamen Så godt klaret.

Jeg kan godt forstå, at du føler dig helt drænet for energi, det er bare en voldsomt hård tid du går igennem. Det er forståeligt at du gerne vil have et pusterum. Men på den anden side, så tænker jeg også, at det kan komme til at gå den modsatte vej for dig, hvis du sygemelder dig. Som det ser ud lige nu, har du noget at stå op til om morgenen og noget at tage dig til. Med en sygemeldning er der også pludseligt langt mere tid til at sidde derhjemme alene, når alle andre er i skole/arbejde. Du skriver du vil have mere tid til boksetræning og læse bøger. Men er det nok til at udfylde din tid?

Jeg tror, tiden lige nu er og bliver hård for dig, uanset om du arbejder eller er sygemeldt. Du skal igennem det og jeg tror ikke det bliver nemmere af at have meget tid derhjemme.

Har du måske mulighed for at få fri mellem jul og nytår så du kan få lidt fri der?

Hvor længe skal du være i klinik?

Jeg skal være i klinik til februar. Men som skrevet er jeg håbløs bagud med det teoretiske. Det catcher jeg ikke op på indenfor det tidsrum.

Jeg ved desuden godt, at jeg ikke kommer afsted i morgen. Det er allerede 100% fastlagt oppe i mit hoved. Jeg vil i stedet tage en samtale med min flinke studievejleder.

En del vedvarende og ubesvarede spørgsmål bringes konstant op i disse tider, bl.a.; har jeg valgt den rigtige studieretning?

Er det normalt at føle sig som en taber og fiasko under disse omstændigheder? Hmm...

Jeg oplevede for halvandet år siden selv det hårdeste brud jeg kunne forestille mig, ikke fordi nogen gjorde noget forkert eller at vi hadede hinanden, blot fordi han mente at nu gik det ikke længere og hans følelser var ikke længere de samme som han mente de burde være. Han holdte af mig og omvendt, men lysten til at være min kæreste var væk.
For mig kom det ekstremt pludseligt og jeg havde ikke set den komme. Jeg var ulykkelig, kastede op, rystede, græd, havde ingen appetit osv. Det var en elendig tid og umiddelbart husker jeg faktisk ikke dagene i detaljer.
Der gik et par dage før jeg informerede nogen om hans beslutning fordi jeg simpelthen ikke havde overskud til det. Måske jeg så lige skulle nævne at jeg på daværende tidspunkt havde angst, panikangst, depression og tvangstanker, jeg kom i forvejen kun udenfor et par gange om ugen og sociale aktiviteter var på nulpunktet. Blot det at stå op fordi jeg skulle have noget mad, ja det kunne gøre mig så træt og ulykkelig at jeg skulle sove igen. Jeg blev sygemeldt, gik til stresshåndtering, psykolog osv.
Og lige da, midt i mit livs nedtur, der valgte han at bruge sætningen "jeg tror ikke jeg elsker dig længere". Vi boede sammen i halvanden måned efter det fordi jeg skulle forstå det, jeg skulle mærke at tingene havde ændret sig mellem os og at den romantiske del var væk. Så vi boede sammen som venner, vi levede hvert sit liv men sov i samme seng fordi jeg havde et ekstremt behov for tryghed og var bange for at være alene, men der skete ikke mere mellem os end det.
efter den halvanden måned hvor vi boede sammen, flyttede jeg midlertidigt hjem til min mor indtil jeg fik min egen lejlighed. Her nåede jeg at bo i et par måneder - hvilket egentlig var en irrelevant periode i mit liv.
Først da jeg fik min nye lejlighed brød helvede løs, jeg skulle være alene og jeg var ulykkelig.Jeg fik besøg af min ekskæreste lige da jeg fik lejligheden og det er den dag i dag jo så over et år siden jeg sidst har set ham. Jeg fokuserede på det sociale i mit liv, sorterede alt fra jeg ikke havde overskud til og som jeg ikke følte gjorde noget for mig, og jeg tilvalgte alt jeg følte kunne give mit liv en smule mening igen. dvs. havde jeg lyst til at drikke og gå i byen så gjorde jeg det, ville jeg sidde og kigge ud af vinduet en hel dag var det okay, jeg simpelthen stoppede med at slå mig selv i hovedet med de ting jeg ikke nåede og ikke gjorde godt nok.
Overskuddet voksede og det sidste års tid i mit liv har været det absolut bedst nogensinde. Jeg har lært mig selv, mine egne behov og lyster at kende, ligeledes har jeg kunnet gøre præcist hvad jeg ville, tage på drukcamping med pigerne, kysse på hvem jeg ville bare fordi stemningen var til det osv. i starten havde jeg svært ved at nyde det, men det handlede mest af alt om at jeg skulle give mig selv lov til at være glad. Lidt ligesom hvis en i omgangskredsen går hen og dør, så føler man nærmest at man ikke kan tillade sig at være glad, for man er jo i realiteten ked af tabet. Du skal derfor give dig selv lov til at være glad, selv når du i hverdagen er trist over tingenes udvikling.
Om du skal sygemelde dig er rigtigt svært at svare på, for hvad er konsekvenserne hvis du gør det? Har du så mulighed for at tage tiden på klinikken om igen eller hvordan?
jeg havde gavn af ikke at skulle tvinges op til et arbejde hvor jeg skulle sidde og smile når det ikke var sådan jeg havde det indeni.

For at komme med en afslutning på min historie, så har jeg det i dag bedre end nogensinde før, min angst er stort set væk, depressionen er ikke tilstede i min hverdag og jeg er endda stoppet med alt min medicin og tvangstankerne er ikke i min bevidsthed længere.
Så mit bedste råd er vel bare at gøre lige præcis hvad du har lyst til, ikke bekymre dig om normerne, om hvad andre ville gøre, hvad andre mener og tænker om dig baseret på dine valg og nyde de glæder du kan give dig selv ved at handle ud fra dine egne lyster. Mange vil måske sige det er en infantil opførsel - og hvad så. Du skal lære hvem du er når du ikke er en del af et "os" og dermed også lære at du ikke er 50% af noget, men 100% dig selv

Med hensyn til at du føler dig som en taber og en fiasko, så kan jeg kun sige at det for mig også var hverdagen, for hvorfor fanden kunne jeg ikke bare tage mig sammen? men nu kan jeg se at det var netop hvad jeg gjorde, for jeg fokuserede på mig selv fremfor alt andet. Jeg tvivler stærkt på at der er hold i de tanker du har om dig selv, for jeg kunne da ikke bare lige komme ud med et 10 tal i den periode af mit liv. Hold fast i dine sejre, selv helt ned til de små.


og så slutter min roman så lige her, beklager det meget lange svar..

Oprindeligt indlæg af Jakobsen

og så slutter min roman så lige her, beklager det meget lange svar..

Du har været igennem en del, men kom ovenpå igen. Det giver mig stof til eftertanke og lidt en tro på, at det nok skal gå. Selvfølgelig skal det gå, men det vil kræve hård arbejde og accept. Jeg må også lade vær med at slå mig selv i hovedet med de valg, jeg vælger at træffe.

Gik du til kognitiv terapi? Jeg overvejer selv denne vej, men ved ikke om det er den rigtige form, jeg har brug for. Medicinsk behandling tør jeg ikke rigtig at begå mig i. Har hørt en del skrækhistorier om bivirkninger. Hvad oplevede du? Både før og efter medicinen?

Oprindeligt indlæg af snoozz

Hvis du virkeligt gerne vil vide det....

Få hurtigst muligt en ny veninde. Det kan sagtens tage 2-3 år hvis du går og er nederen over det.

Jeg forelskede mig i en pige, var sammen med hende i 10 år, osv osv, og fra den ene dag til den anden så var hun væk.

Og hav så altid en "plan B" Altså fx 15.000 kr i banken til hvis du pludseligt skal flytte eller lign... Så kan du roligt date alle dem du vil til du finder en som du føler er rigtig.... hun har du jo ikke fundet endnu

Så bare hold skruen i vandet. Jeg snakker med 12 piger af gangen så kan jeg let finde dem jeg kan li og dem som bare er... ja uinteressant....

Og det er netop typisk folk med den holdning som såre andre fordi man selv er såret og bare prøver at hoppe over hvor gæret er lavest indtil de igen kan elske.

Eller retter, gad vide om du i det hele taget ved hvad kærlighed er siden du giver så dårlig råd...

Oprindeligt indlæg af milisa

Kære dig, nu får du min ærlige mening, men HELT ærlige mening. Jeg kender hverken hende eller dig, og jeg kender kun din side af historien, men med alle de forbehold, så here goes:
Hun skifter ikke mening. Jeg er sikker på, hun stadig elsker dig, men ikke som kæreste. Hun elsker dig, fordi man ikke bare lige sådan stopper med at elske en person, man har været sammen med i tykt og tyndt i så mange år. Men det er ikke kæreste-kærlighed. Det er venne-kærlighed. Forskellen på hende og dig lige pt er, at hun er afklaret. DERFOR synes det for dig som om, hun "tager let på det". DERFOR er hun i stand til at sige, at I skal holde afstand, for hun har ikke den længsel og det håb, du sidder tilbage med. Og hun har ret i øvrigt. Du SKAL slette hende på facebook. Du SKAL slette hendes nummer fra din telefon. Du SKAL gemme alle minder væk - ikke nødvendigvis smide ud, men gemme væk. Intet af det skal nødvendigvis være for evigt, men det ved du først, når du er kommet helskindet ud på den anden side. Jeg VED, du har lyst til at se hende, lyst til at tale med hende, lyst til at være i nærheden af hende, men stol på mig, det kommer der ALDRIG noget godt ud af. Få overstået bodelingen i en fart og cut hende derefter ud af dit liv - som sagt, eventuelt kun for en periode (og med "en periode" mener jeg mere end et par timer!! ). Lige nu skal du tænke på DIG og kun dig. Hvis du har brug for at vælte dit hjerte ud på facebook, jamen så gør dog det - og har du brug for at slette det bagefter, så fint!

Du er IKKE ynkelig, du er IKKE sølle, du er IKKE latterlig, du er trist og bundulykkelig, og du har al mulig grund til at være det.

Få nu overstået den bodeling. Tillad dig at være ked af det. Overvej at udskyde eksamen, så du giver dig selv luft - andre ville foretrække at arbejde røven ud af bukserne, men her ved kun DU, hvad der er bedst for dig. Men fremfor alt: Få løst boligsituationen, få hende ud af dit liv, så du kan komme videre. Det vil tage tid, men du VIL komme videre. En dag kan det være, at hun kan komme ind i dit liv igen og blive en kær, god ven, men hun bliver ikke din kæreste igen. Jo før du indser det, jo bedre. Desværre.

Rigtig godt skrevet...og er 100% enig med dig her!

Oprindeligt indlæg af A.M.E.

Tak for jeres bidrag.

I går havde vi en lang og behagelig, men følelsesladet, samtale uden drama. Vi talte bl.a. om, hvordan vi begge bearbejder vores sorg forskelligt. Jeg er ret udadvendt og lægger sjældent skjul på mine følelser.
Hun fortalte mig bl.a., at hun lige nu boede i en osteklokke. Hun var ikke i tvivl om, at beslutningen var for det bedste. Hun følte, at vi var blevet for fastlåste i rutiner - vi kom ikke rigtigt videre. Jeg kunne godt forstå hende, men samtidig mente jeg også, at vi kunne ændre det. Det er jo ikke for morskabens skyld, at vi har været sammen i 6 år.
Hun følte desuden, at jeg var kommet for tæt på hende. Det skal lige indskydes at inden hun mødte mig, havde hun svært ved at stole på folk. Hendes far skred fra hende, da hun var 2, og hun hørte ikke fra ham siden. Hendes mor har ikke villet tale om ham eller situationen - aldrig.
Det er med årene blevet bedre - meget bedre. Desværre fik hun et gevaldigt tilbageslag, da hun valgte at opsøge sin biologiske far.....Ja, nu kører jeg lidt af sporet, men lige nu er jeg så forbandet ærgerlig over, at jeg ikke mere ihærdigt talte hende fra at opsøge ham.

Nu skrev jeg godt nok, at aftenen forløb uden drama. Det passer ikke helt. Da jeg nævnte vores boligsituation, insinuerede hun at det var mig som skulle flytte ud. Hun mener, at det var hende som fandt lejligheden. Begge vores navne fremgår dog på lejekontrakten. Hun har tænkt sig at fremleje den, eller bytte lige over med en billigere 1-værelses eller værelse i bofællesskab. Dog ville hun naturligvis vente indtil jeg selv fandt noget at bo i.
Jeg synes ikke det var helt fair at udlægge det på den måde. Jeg blev faktisk ret vred.

Sagen er lige nu, at vi ikke kan blive enige om, hvem der skal flytte. Jeg har taget forspringet og skal besigtige 2 værelser i næste uge, men jeg mener bare ikke det er fair.

Jeg ved godt, at hun er afkræftet, er følelsesladet, at hun står med en heftig eksamen til november og ikke kan overskue tingene nu, men det gør jeg sgu også! Jeg pendler da over 1 hver vej til daglig....

Hvad er fair?

Det er ikke fair at DU skal flytte ud når det er hende der vil forlade forholdet!

Nu ved jeg godt (kan jo se at det var i september md.) men har dog stadigvæk en mening om det...:-)

Oprindeligt indlæg af A.M.E.

Vi havde en samtale igen i dag. Det endte med at jeg angreb hende - altså verbalt. Jeg havde virkelig dårlig samvittighed bagefter, og jeg undskyldte også efter en rum tid. Jeg var så vred og frustreret. Hun taler stadig til mig som intet er hændt. Vi bor stadig sammen, da der absolut ingen boliger er at få her i byen, medmindre man har 2 mio. kr.. En dum dum situation. Hun vil gerne være venner, og hun elsker mig stadig - som en ven. Jeg synes det er hårdt. Hun er den bedste kvinde i mit liv, og jeg troede også på at hun ville være den eneste - samme gjorde hun. Hun er samtidig min bedste ven....jeg tror bare ikke, at jeg kan have hende som en ven efter det her. Tanken om at miste hende som en ven gør virkelig ondt. Skal jeg virkelig glemme hende og alt det vi havde sammen?

JA.....
det bliver du nød til....

Oprindeligt indlæg af StepOnUp

At hun har været sammen med en anden efter at i har slået op, er jo egentligt ikke noget, som hun skal stå til regnskab for. Vi har alle forskellige reaktioner, når vi stopper et forhold.

Jeg kan godt forstå tanken, at man viser respekt for det som man har haft sammen, ved at være fintfølende og påpasselig selv efter man ikke er sammen længere. Det betyder ofte, at man forsøger, at give begge parter tid inden man f.eks. er sammen med en anden. Eller at man ikke taler dårligt om hinanden til venner. Og så videre.

Men man har ingen rettigheder længere over den anden person. Jeg kan godt forstå, at du føler vrede og skuffelse, når hun har været sammen med en anden kort tid efter i er gået fra hinanden. Men jeg synes ikke, at du har ret til at skælde hende ud og sætte hende på plads. Det skete efter, at i var gået fra hinanden og hun gjorde det diskret og forsøgte ikke at såre dig.

Vi håndterer bare et breakup på så mange forskellige måder.

Det er jeg slet ikke enig med dig i!
man bør have respekt for den man stadigvæk BOR sammen med, man bør have så meget respekt for hinanden at man vælger at være "tro" indtil man er flyttet og kan starte sit nye liv.

Har man elsket en person i 1- til flere år, så bør man vise den respekt uanset om man bliver forelsket i en anden..MAN VENTER SGU.....