26 og 27 år? Ud fra de første indlæg og hans umodne opførsel, havde jeg gættet på 16 år ca.


Jeg forstår slet ikke at du overhovedet kan være i tvivl om hvorvidt du er forkert på den, når han bliver sur over at du spørger om du må komme med til arrangementer med hans venner engang imellem! Altså hvad sker der lige for at blive sur over det?!


Dine indlæg minder mig om min kære veninde, som er gået fra sin kæreste gennem 5 år, for et lille års tid siden. I løbet af de 5 år mødte jeg kæresten max 10 gange, og haft.. hmm, måske 2 samtaler med ham, som har varet over 3 min.

Og de boede altså sammen, og i samme by som mig, så jeg besøgte hende ikke sjældent. Men han var ikke hjemme når hun fik besøg, eller holdt sig for sig selv i et andet rum. Når min kæreste og jeg holdt fest (1-3 gange om året) var det ganske givet at hun kom alene, selvom de fleste andre havde deres kærester med. For han gad ikke feste med hendes venner.

Han gad aldrig være sammen med hendes veninder/familie, og han ville ikke have hende med, når han hang ud med sine venner (af hankøn, så der var ikke nogle jalousi problemer). Og det var faktisk kun det sidste som gik hende på. Men det gjorde hende så også ret ked af det, men hun håbede det ville ændre sig med tiden, og prøvede ellers at lade vær med at lade det fylde for meget.

Jeg undrede mig ærlig talt ofte over at hun gad sådan et forhold - for hun gav jo også udtryk for at det var frustrerende at han ikke ville involvere hende i sit liv. Men alt andet i deres forhold gik fint, så det virkede nok som en ret lille ting at slå op over. Vil også lige tilføje at hendes kæreste var en flink og reel fyr. Jeg kunne godt lide ham, men man kunne jo desværre ikke rigtigt komme til at lære ham at kende.

Anyways, nu har hun så fundet en ny fyr som virker rigtig skøn. Og hun sidder med julelys i øjnene og fortæller om hvordan de tager på små ture rundt i Danmark sammen- og at han gerne vil have hende med ned på den lokale bar og se fodbold på storskærm, så hun kan møde hans venner, selvom hun slet ikke interesserer sig for fodbold osv. Og jeg er så glad på hendes vegne



Det var bare en historie om min veninde, så kan du jo bruge den til hvad du vil. Jeg kan godt forstå hvis man synes det virker drastisk at slå op, fordi fyren ikke vil have en med når han er sammen med vennerne. Men jeg ville nok personligt ikke kunne være glad i sådan et forhold i længden. Så jeg ville kræve nogle ændringer fra hans side og ellers var jeg nok smuttet.

Og jeg forstår ikke svarene i denne tråd. Jeg synes der er mere eller mindre lagt op til, at det måske skyldes din egen opførsel, at man jo også skal huske at hver sit liv, at han jo nok har sine grunde osv.
Og det undrer mig egentligt, jeg ville have gættet på at jubii debatfolket ville være ret enige om at det virker underligt fuldstændigt at udelukke sin kæreste fra sit sociale liv. Og da ikke mindst, at blive sur når man spørger om man må tage med kæresten og vennerne en tur i biffen!

Oprindeligt indlæg af Fede_Dorit

Og jeg forstår ikke svarene i denne tråd. Jeg synes der er mere eller mindre lagt op til, at det måske skyldes din egen opførsel, at man jo også skal huske at hver sit liv, at han jo nok har sine grunde osv.
Og det undrer mig egentligt, jeg ville have gættet på at jubii debatfolket ville være ret enige om at det virker underligt fuldstændigt at udelukke sin kæreste fra sit sociale liv. Og da ikke mindst, at blive sur når man spørger om man må tage med kæresten og vennerne en tur i biffen!

Du siger selv at det virker underligt at udelukke kæresten fra ens liv, det er hvad andre har opdaget og spekulerer i.

Jeg ville ikke gide at være kæreste med sådan en fyr.
Selvstændighed er helt ok med mig, jeg foretrækker en selvstændig, selvtænkende partner, der har interesser som jeg ikke BEHØVER at involvere mig i.
Men blev jeg konsekvent udelukket, f.eks. fra en Julefrokost der var 'med kærester' på invitationen, så ville jeg fandme blive knotten og sætte foden i jorden.
"Skat, jeg er ikke urimelig. Jeg er rationel og ved at kærester gerne vil lave ting sammen. Især når invitationerne lægger op til at man tager sin kæreste med."

Jeg synes også han lyder en del yngre end sine 27 år. Hvad ville der gå fra ham hvis han nu inviterede dig med engang imellem? Det er lidt hyggeligt samvær du ønsker - ikke at kasterere ham med en sløv ske!

Hvorfor gider man være i et forhold med forbud på spørgsmål?

Oprindeligt indlæg af Fede_Dorit

Og jeg forstår ikke svarene i denne tråd. Jeg synes der er mere eller mindre lagt op til, at det måske skyldes din egen opførsel, at man jo også skal huske at hver sit liv, at han jo nok har sine grunde osv.
Og det undrer mig egentligt, jeg ville have gættet på at jubii debatfolket ville være ret enige om at det virker underligt fuldstændigt at udelukke sin kæreste fra sit sociale liv. Og da ikke mindst, at blive sur når man spørger om man må tage med kæresten og vennerne en tur i biffen!

Det er bare ikke ret konstruktivt at sige "ja, han er også en idiot".

Og jeg synes egentlig bare, svarene viser, at der er nuancer i problemstillingen. Jeg synes jo eksempelvis ikke, det er underligt at blive irriteret, når ens kæreste mere eller mindre inviterer sig selv med til alle de sociale arrangementer, man skal til. Nu er det så (heldigvis) ikke det, der er tilfældet for TS, men hvis man ikke kommer rundt om den, bliver man jo ikke klogere...

Uh, der er flere af dem- Jeg har nemlig selv haft sådan en kæreste. Han holdt hemmeligt hvad han skulle og med hvem, og hvis jeg spurgte hvad han skulle og om jeg måtte komme med, så fik jeg at vide at jeg skulle blande mig uden om hvad han lavede med sine venner, og at det i øvrigt ikke ragede mig hvad han lavede. Det blev rigtig slemt da vi flyttede sammen efter et år.

Hvis det drejer sig om at han aldrig vil have dig med, med mindre han har brug for at have en kæreste på armen han kan "vise frem", så synes jeg det lugter af et lorteparforhold, hvor han prøver at tage magten. Mine alarmklokker ringer i hvert fald kraftigt. Du må ikke komme med til PARjulefrokosten? Wft?

Jeg synes ikke du er galt på den. Kan godt forstå man skal kunne gøre noget hver for sig, men han virker ikke til at han vil ingå i en dialog med dig omkring det. Han virker umiddelbart ikke til at vil høre på dig. Så bliver man jo meget alene med sine problemer i forholdet og det er ikke meningen. Med det sagt, så kunne jeg ikke være i sådan i et forhold hvis han fastholder, at han ikke vil have dig med eller vil spørges.

Jeg ville også føle at efter 9 måneder burdes ens forhold være flettet mere sammen og man begge skulle have lyst til at have den anden med, men det virker til at han ikke er nået der til og det er du. Så spørgsmålet er om du kan acceptere at forholdet vil være sådan, eller gå og håbe på at han ændre sig - personligt ville jeg ikke være i sådan et forhold eller gå og håbe på en ændring med hans tilgang til det.

Jeg synes egentlig det er fair nok at han ikke ønsker at slæbe dig med i tide og utide. Som jeg læser det har du jo mødt de fleste fra gruppen så det er jo ikke sådan at han på nogen måde holder dig hemmelig.

For en stor gruppe mennesker er der bare forskel på være ude med vennerne og så vennerne+kæresten -så længe man også sørger for at prioritere kæresten (hvilket jeg kan se han gør når I mødes 2-3 gange om ugen) ja så ser jeg ikke noget suspekt i at foretrække at adskille de to former for samvær. Personligt vil jeg også hellere have en venneaften OG en kæresteaften fremfor to kombinerede venner-kæreste aften.

Og når han nu har gjort det klar hvordan han har det kan jeg ærlig talt godt forstå hvis han bliver irriteret når du spørger gentagende gange. Hvis du gerne vil ind og se en film med ham, så tag da lidt initiativ selv og spørg om han vil med ind og se den med DIG , fremfor at vente på at der bliver lavet en aftale som du kan forsøge at koble dig på.