kan du komme nærmere ind på hvad der er galt? ikke med jeres forhold men hvad der sker for dig selv?
Det kører ikke rigtig i mit parforhold for tiden. Eller det vil sige, at det kører ikke rigtig for mig for tiden- og jeg tror egentlig bare, at det er min egen skyld. Generelt har jeg det måske lidt svært for tiden- eller jeg har i hvert fald haft sværere ved at affinde mig med at være arbejdsløs, end jeg havde forventet. Og det går nok også ud over mit parforhold...
Der skal virkelig ikke særlig meget til for at slå mig ud af kurs for tiden og få mig til at tænke negative tanker. Eksempelvis er min kæreste utrolig dårlig til at huske hvad, jeg fortæller ham. Og jeg bliver så sindssygt ked af det, når han glemmer. Og jeg ved jo godt, at han ikke gør det med vilje. Men min hjerne laver ligesom bare den slutning, at når han ikke gider at huske det, jeg fortæller ham, ja så elsker han mig jo heller ikke.Hvilket jo ikke passer. Jeg kommer fra et miljø, hvor man går meget op i at lytte til hinanden, hvor han kommer fra en familien, hvor det mere handler om at fortælle rigtig meget, og så har det ikke den store betydning om folk lytter eller ej. Han er bare ikke god til at huske, men alligevel gør det mig sindssygt ked af det. Og jeg skal bruge en del tid på at skubbe den triste følelse væk..
Jeg overvejer meget at starte til psykolog eller evt. noget parterapi for jeg kan godt se at jeg reagerer udnødvendigt meget på sådan nogle situationer.
Jeg synes ærlig talt at det tapper mig for energi og lyst til parforholdet. Jeg har ikke lyst til at være hende den sure tude kæreste, der hele tiden brokker sig![]()
kan du komme nærmere ind på hvad der er galt? ikke med jeres forhold men hvad der sker for dig selv?
Nu som Sygeplejerske 15/5-13
Jeg tror ikke det er dit parforhold - jeg tror mere det er de problemer du selv har, som så går udover forholdet.
Min kæreste glemmer også mine aftaler osv, men hvis det er noget vigtigt er jeg begyndt at skrive det ned, så han ikke undrer sig over hvor jeg er eller hvad jeg laver. Det har hjulpet meget her, ihvertfald![]()
Jeg tror heller ikke, at det er mit parforhold som sådan. Det er mig, der reagerer uhensigtmæssigt på nogle ting, som ikke burde slå mig så meget ud.
Det er så bare overfor min kæreste, at jeg reagerer sådan. Jeg kan mærke, at jeg generelt er lidt modløs for tiden og synes, at det er lidt op af bakke. I bund og grund har jeg nok bare en følelse af, at jeg trænger til lidt omsorg. Mine veninder er mere eller mindre gravide alle sammen eller har lige fået børn, så venskaberne har også ændret sig lidt i forhold til hvor tit vi ses samt at det ofte er mig, der skal tage initiativet.
Min egen lommefilosofi siger mig, at det er derfor, at jeg er så følsom overfor at føle mig prioriteret af min kæreste. Jeg savner måske lidt, at der er brug for mig et eller andet sted.
Jeg forstår ikke, hvorfor at jeg er så bange for, at han ikke elsker mig. Jeg kan jo se på ham, at han er glad for mig. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne kontrollere de følelser, der dukker op og så faktisk se rationelt på det i stedet..
Har du fortalt din kæreste direkte og ordret at du har brug for lidt omsorg for tiden? Og at du godt ved at det er dig den er galt med?
Og har du tænkt over at når du fortæller ham noget, så at gøre det på de tidspunkter hvor han er mest modtagelig overfor det, hvis det er ting hvor det er vigtigt for dig at han husker det, og ikke kun lytter med et halvt øre?
For hvis du f.eks. overrumpler ham med information og snik snak lige efter han er kommet ind af døren (som man nok kan have tendens til når man bare går alene hjemme, kender det i hvert fald fra mig selv), så er hans hoved måske så fyldt og så træt, at det du siger ikke rigtigt sidder fast. Vi har en aftale om at han efter arbejde lige sidder lidt i sofaen og kobler fra, før vi begynder t hyggesludrer om dagen (læs: at jeg går igang med at ævle)
Derudover tror jeg at det er en rigtig god idé med noget terapi, hvis du selv føler det er noget du kunne have godt af lige nu. Så synes at du skal følge den fornemmelse![]()