Og en tilføjelse til mit eget indlæg, kunne aldrig falde mig ind at forlade min kæreste hvis han ikke kan få børn, ved vi vil prøve på andre måder nok adoption. Og lykkeds det ikke vil jeg ikke fortryde det, vil kun fortryde hvis jeg aldrig prøver.

Jeg har det nok som Pantufinha. Altså, at en ægte soulmate giver mere umiddelbar livskvalitet end børn gør.

Omvendt er jeg nok så kynisk, at jeg ved, at selv den mest ægte soulmate kan ende med at blive en dum stodder, der løber med en yngre model. Så... når alt kommer til alt, så ville jeg nok føle mig dummere ved at have satset på manden og have undværet børnene, end ved at have fået børnene og så måske undværet manden.

Også fordi det at få børn er der, hvor man hæver sig op over sig selv og sit eget navlepilleri. Hvor man giver liv til nogle nye små mennesker og hvor det vigtigste pludselig bliver at gøre deres liv gode. Og det kan nok så mange rejser og romantiske aftenture måske alligevel ikke overgå. Selvom det unægteligt er sjovere end at gå i seng kl. 21, fordi man skal amme ungen hver time natten igennem.

Altså, set fra den meget kyniske side, så tror jeg sgu, at der er flere parforhold (også dem uden børn), der går i stykker, end der er forældre-børn relationer, der går totalt i vasken. Så ud fra sådan en rent rationel kalkyle af, hvor man har størst chance for at få langvarigt pay-back, så tror jeg faktisk, at børnene er en bedre investering. Også fordi man jo altid kan finde en ny kæreste. Børnene kan man ikke få, hvis man ombestemmer sig, når man er 45...

Jeg ville ikke vælge donorløsningen.

Jeg ville ikke blive sammen med min mand, hvis han erklærede, at han ikke ville have børn. Så på den led ville jeg ikke fravælge børn frem for et forhold.

Oprindeligt indlæg af aaliya81

Nu handler det jo om lidt mere end bare sjov og ballade i gaden...
Pasningstider der er ude af trit med manges arbejdsbehov.
Børn der vågner kl lort om morgenen
Altid at skulle tilsidesætte sig selv
Trodsfaser-/oprørsalder
En enorm ekstra arbejdsbyrde i hjemmet

Fint nok hvis man er 2 og muligvis har forældre i nærheden, men at stå med det hele selv, puh

Som du dog kan tale det op.

Men jeg er sådan set enig i det sidste - det må være pissehårdt at stå med det selv. Jeg er pt. i en situation, hvor jeg undrer mig over, at nogen nogensinde kan finde på at gå fra deres partner inden for det første år. Alene fordi tanken om at stå alene tilbage er fuldstændig ubærlig, når man sover så lidt og aldrig har begge hænder fri.

(Og så behøver jeg vel ikke sige, at der er så meget mere i det end de ting, du nævner? Med fare for at kamme over i det sukkersøde, er det at få et barn uden tvivl det største, jeg har oplevet, og noget af det, der har lært mig mest om mig selv... det er meget mere end noget forhold nogensinde har givet mig. )

den er godt nok svær! det kan jeg simpelthen ikke svare på jeg elsker børn og jeg ønsker mig mindst 10 af dem, men at undvære en partner resten af sit liv.. børnene flyver jo fra reden og til sidst er man alene.

man kan ikke dele ting med dem som man kan med en partner og man har brug for nærhed i sit liv, den slags man kun kan få fra det andet køn.. men man kan vel ikke være lykkelig med den perfekte mand og så gå og se mødre med deres små engle i hånden og gravide maver..

iihhh.. jeg gider ikke være med til den her leg!

Oprindeligt indlæg af atacama

Altså, set fra den meget kyniske side, så tror jeg sgu, at der er flere parforhold (også dem uden børn), der går i stykker, end der er forældre-børn relationer, der går totalt i vasken. Så ud fra sådan en rent rationel kalkyle af, hvor man har størst chance for at få langvarigt pay-back, så tror jeg faktisk, at børnene er en bedre investering. Også fordi man jo altid kan finde en ny kæreste. Børnene kan man ikke få, hvis man ombestemmer sig, når man er 45...

Jeg er helt enig med dig, men her får man jo kun ét valg; børn eller partner. Det betyder vel så, at der heller ingen partner er, når børnene engang er fløjet fra reden?

Jeg ville for øvrigt ikke gide være i forhold med en mand, som ville vælge mig fra, hvis det betød, at han kunne få et barn i bytte. Jeg ville føle mig ligegyldig, erstattelig og værdiløs, og det er mit liv simpelthen for kort til. Min mand skal altid prioritere mig og hvad vi har sammen over et evt. ønske om at få børn. For jeg er stadig ikke afklaret med, om det er et ønske, jeg ville kunne opfylde. Lige nu er jeg dog stadig ret sikker på, at jeg ingen unger skal have.

Heldigvis har jeg indtil videre tiltrukket mænd, som ikke umiddelbart ønskede at få børn, så på den led har det ikke været et problem. Men no way om jeg gad være sammen med en mand, som ville vælge et hypotetisk barn over mig.

Oprindeligt indlæg af ajnaM

Som du dog kan tale det op.

Men jeg er sådan set enig i det sidste - det må være pissehårdt at stå med det selv. Jeg er pt. i en situation, hvor jeg undrer mig over, at nogen nogensinde kan finde på at gå fra deres partner inden for det første år. Alene fordi tanken om at stå alene tilbage er fuldstændig ubærlig, når man sover så lidt og aldrig har begge hænder fri.

(Og så behøver jeg vel ikke sige, at der er så meget mere i det end de ting, du nævner? Med fare for at kamme over i det sukkersøde, er det at få et barn uden tvivl det største, jeg har oplevet, og noget af det, der har lært mig mest om mig selv... det er meget mere end noget forhold nogensinde har givet mig. )

det er jo svært at spå om fremtid, vi har nu engang kun dette ene liv, og hvis vi ikke har troen på at vi vælger det der giver os det mest 'fuldendte' liv.

Det jeg oplever er udslidte børneforældre, som da godt nok elsker deres børn, men skal løbe mod klokken for at nå, at få det hele til at hænge sammen, og som ikke har det store overskud når de er sammen med ungerne heller, kontra folk der lever et ret sorgløst liv og kan få tilfredsstillet en masse der giver dem følelsen af et værdifuldt liv.

Det kan godt være at du føler at har oplevet det mest unikke ved at blive forældre, men et eller andet sted tror jeg også den følelse er et bevidst tilvalg.