305Synes om
Altså, det åndssvage ved den her tråd er nok egentlig, at de to ting er så umulige at sammenligne.
Helt grundlæggende så elsker man jo en partner, fordi han umiddelbart gør ens hverdag sjovere og dejligere. Man har det sjovt sammen, har selskab, er tiltrukket af hinanden, laver ting sammen, deler oplevelser, bliver støttet, deles om hverdagen osv. Det er meget logisk og ligetil, hvorfor det er rart at have en partner.
Med børn er det helt anderledes. Basalt set så forringer de ens livskvalitet temmeligt kraftigt. Man må tilsidesætte sig selv, man bliver træt, nedkørt, slidt, det tærer på ens parforhold og relationer, begrænser ens karriereliv, ødelægger sexlivet, gør en 10 år ældre og hængepattet osv.
Det, man får fra børnene, er altså PÅ TRODS af alt det. Det er langt sværere at sætte ord på. Det er meningsfuldt på en måde, som slet ikke kan gøres op på samme fornuftige måde, som når man taler om fordelene ved at have en partner. Men samtidig er det på en eller anden måde uendeligt meget større. For mig i hvert fald...
"Pedanter, forén jer! Vi har intet at tabe udover proportionssansen - og den havde vi nok ikke for meget af til at begynde med..." (Lynne Truss)
Præcis.
For et barn, kan det dog give STOR mening at få at vide af sine forældre, at forældrene elsker netop barnet højere end alt andet. Fordi det er pinligt bevidst om, at forældre går fra hinanden - og at barnet er fuldstændigt afhængigt af sine forældre. Modsat partneren kan barnet ikke klare sig selv. Og et barn har altså brug for at vide, at det ikke behøver at være utryg. At forældrene altid er der. Også hvis det opfører sig uacceptabelt. Du ved... På den der måde, der ville få enhver til at forlade en partner.
...
Og det var så ikke et svar til dig, men til alle mulige andre, jeg ikke gad citere![]()
Hellere partner end børn
Men det er lidt snyd, eftersom jeg formentlig ikke skal have børn uanset hvad
/HS
"Love all, trust a few, do wrong to none" William Shakespeare
Hvis du tror jeg flirter med dig, så er det bare fordi jeg udtrykker mig uklart og snørklet. Læg ikke noget i det
Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvorfor man fravælger at få børn.Det er ikke fordi, jeg synes, det er den eneste måde, mennesket kan blive lykkelig på eller noget. Og som Ata er inde på, så er det jo ikke nødvendigvis noget rationelt og 'forklarligt', man får ud af at have børn - og man ved det i øvrigt ikke rigtig, før man får dem - hvor det er forholdsvis nemt at sætte ord på alle de fede ting, man kan som DINKs.
Jeg var bare nødt til at opponere over, hvor negativt du beskrev det. For det stemmer overhovedet ikke overens med den virkelighed, jeg oplever. Tværtimod nærmere.
Du ser træt ud. Skal jeg holde din kæft?
ville vælge en partner frem for børn
Ja, det synes jeg faktisk også er et interessant emne: I min optik er forhold som hendes heller ikke hverdagskost (men jeg syntes, det var fint alligevel), og hvis man vil vente på dét, vil mange nok komme til at vente for evigt. Hvilket jeg allerede tror, at en del mennesker gør! Jf. donorsæd og valget om at blive enlig mor.
Eva, I'm sorry
But you will never have me
To me you're just some faggy girl
And I need a lover with soul
Ja, og så er der jo også det tricky, at selv HVIS man så møder manden, så forandrer ens virkelighed sig bare radikalt, når man får børn. Så er der bare ikke de samme rammer for at dyrke det der fantastiske parforhold - og man kan ende med alligevel ikke at være lykkelig til sine dages ende. Og den kæreste, der var fantastisk som kæreste uden børn, er jo heller ikke nødvendigvis ham, som er den perfekte at få børn sammen med. Det er desværre rigtig svært at garantere noget i det spil. Så måske kan jeg egentlig godt forstå dem, der vælger at få børn, selvom de ikke er 110 % sikker på, at manden er deres one true love og soulmate og eneste ene...
"Pedanter, forén jer! Vi har intet at tabe udover proportionssansen - og den havde vi nok ikke for meget af til at begynde med..." (Lynne Truss)