Mand, og ville helst have en kæreste og undvære børn.

Oprindeligt indlæg af P.K.A. bowman76

Mand, og ville helst have en kæreste og undvære børn.

Er vi ude i sådan noget Sophies Choise, så er det også det jeg vælger, men vil nu gerne have både og, please!

Oprindeligt indlæg af Zombie

I min familie oplever jeg, at børn også er livspartnere som man deler glæder og sorger med. Bare på en anden måde end med en kæreste/ægtefælle. Nu hvor både min søster og jeg er voksne, bruger vi både hinanden og vores forældre som sparringspartnere og en slags mentorer. Det gælder ikke alle aspekter i livet, men sådan er det ofte også med ens kæreste/ægtefælle.

Så længe jeg har min familie, så har jeg nogen at dele livet med. Jeg vil da også skide gerne have en kæreste/ægtefælle, da vedkommende kan give noget andet end det, søskende, forældre og bedsteforældre giver (jeg er i hvert fald glad for den kæreste, jeg har nu ). Men ensom bliver jeg aldrig og jeg kommer aldrig til at føle, at jeg ikke har nogen at dele livet med.

Jeg føler mig heldig som jeg skriver dette.

Ja det er meget sandt det du skriver, og jeg takker også lige alle guderne hver dag for mine forældre og mine mange søskende, og det tætte bånd, som jeg har med dem. Her kan man finde evig støtte, begge veje.

Men hvis jeg blev tvunget til at tage valget, ville det nu være den type kærlighed som eksisterer i et parforhold. Måske er jeg en smule biased, på grund af det forhold jeg lever i, som jeg aldrig nogensinde kunne forestille mig at være foruden. Hvis han sagde "nul børn!" til mig i morgen, så ville det ikke ændre noget, jeg ville prioritere ham og det vi har sammen.

Men det er også først for nyligt at jeg er begyndt at tænke at jeg måske skal have børn, så det har aldrig været et ultimativt ønske for mig.

Jeg ville helt klart vælge børn. Jeg har altid vidst at jeg skal være mor en dag, og finder jeg ikke en at få børn med, må jeg gøre det selv.

Mand.

Oprindeligt indlæg af Excentrica86

Jeg har altid vidst at jeg ville og skulle have børn.

Og hvis det kom så vidt, så ja, så måtte jeg få dem med donorsæd.

Hellere børn, og så være single resten af livet.

Ditto... og det gjorde jeg så :-)

Jeg kan ikke undvære ideen om kærlighed og det forhold jeg har drømt om i mange år, eller jeg vil ikke undvære det og som sådan må partneren være det vigtigste i et djævelsk valg.

Måske er jeg ikke den rette kandidat til at stemme. Jeg havde boet sammen med min kæreste i mange år, da vi besluttede os for at få børn. Men jeg kan sagtens huske, hvordan jeg havde det, før jeg fik børn. Med undtagelse af en enkelt periode, så har jeg altid vidst, at jeg skulle have børn. Det har været/er benhårdt og jeg NYDER min frihed, når den er der. Men jeg ville aldrig gøre det om. Nu hvor den ældste nærmer sig de 6 år, oplever jeg også hvor meget, man får igen. Det gør man også, når de er helt små, men på en anden måde. Dengang gjorde jeg flere ting af pligt end nu hvor mange ting er en ren fornøjelse.
kærligheden til børnene er for mig unik. Der er intet, der slår den, men faderen til børnene ser jeg også i et andet lys nu. Der er noget fantastisk, der binder os sammen og den samhørighedsfølelse vi som familie oplever er virkelig noget særligt.

Oprindeligt indlæg af icelady

Kunne jeg gå tilbage i tiden havde jeg valgt børnene fra og gået efter en partner.

Jeg ville have gjort det modsatte, hvis der var en tidsmaskine indenfor rækkevidde.

Måske handler det bare om at græsset er grønnere der hvor man ikke er.