Jeg vælger forholdet, jeg har valgt ikke at få børn, jeg gider dem ikke, de lugter larmer og forstyrre.

Så jeg vælger faktisk mand udfra om Han vil ha børn, for vil han det må han beslutte om han vil noget med mig eller ha børn :-)

Synes valget er meget nemt som mand, da man skal have en partner for at få børn, hvorfor partneren må komme før eventuelle børn.
Men nogle gange er helt i tvivl om jeg ønsker mig nogle af delene, kan jeg ikke bare få en til at hygge med en gang i mellem?

Ville vælge partneren.

Har faktisk aldrig rigtig ønsket børn, før jeg mødte min kæreste.

Jeg synes godt nok det er svært. Jeg har brændende altid ønsket mig børn, og også haft den tanke at hvis ikke jeg fandt den rigtige inden en bestemt alder, så ville jeg gerne benytte mig af donorsæd og være enlig mor. Men nu er situationen sådan, at jeg er psykisk sårbar, og jeg må indse, at jeg føler mig dybt afhængig af min kæreste. Faktisk mere afhængig end jeg ønsker.

Selvfølgelig hvis jeg blev nødt til at leve uden ham,ckunne det jo godt være, at jeg ville finde ud af, at jeg ikke var så afhængig alligevel, men hvis jeg pt skulle vælge i mellem at blive sammen med ham og få børn, så tror jeg, at jeg ville vælge ham.

Jeg er super dårlig til at være single, så for mig ville det være barnet der ville blive valgt fra.

Oprindeligt indlæg af psykonella

Nu er jeg i den situation at jeg er lykkelig gift på 15. år og har 2 børn, så for mig er det lidt hmm.. akavet at svare på men.

For mig har det altid været - find partneren for livet - som man får børn med.
Ingen partner = ingen børn.
Fik så partneren i mit liv - vi stod på et tidspunkt overfor at vi muligvis skulle have hjælp til at få børn og der traf vi en fælles beslutning. Hvis vi ikke "selv" kunne men skulle have 3. part ind i det - så var det ingen børn.

Det markerede beskriver vist meget godt mine følelser i den forbindelse.

Da jeg var ung, troede jeg ikke på, man kunne vælge "mand" for livet. Mænd var sådan nogle ustabile nogen... Så der havde jeg helt sikkert valgt "Børn".

I dag ved jeg, hvor fantastisk det er at have en stabil mand som far til sine børn. Og jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg med den viden kunne stile efter noget som helst andet end den samlede pakke. Men... Jeg ved også, hvordan jeg elsker min mand - og hvordan jeg elsker mine børn.

Og... Så ender jeg samme sted, som jeg begyndte: Børn over partner til enhver tid. Verden er NØDT til at blive begavet med mine fantastiske børn. NÅH...

MEN havde min mand ikke kunnet få børn, og det viste sig efter, jeg elskede ham, som jeg nu engang gør, så havde jeg helt klart valgt ham til. Jeg er faktisk ret glad for ham Og jeg er klar over, at min lykke ikke er baseret på eksistensen af børn, men på kærlighed. Og når man finder den, så holder man fast. Også selvom det ville have været synd for verden

Børn. Uden tvivl

Børn.

Nu er han her selvfølgelig, den lille mand, og jeg ville på et splitsekund vælge ham over noget som helst andet i verden. Men også inden jeg fik ham, var det at få børn det vigtigste.