Oprindeligt indlæg af advocatus-diaboli

Jeg har ikke behov for noget som helst. Jeg vælger at skrive som jeg gør, fordi jeg synes at den fremstilling er pladderromantisk og trænger til en modpol. Det kan godt være at følelsen fra forælder til barn er noget helt særligt ... i deres liv. Men i et lidt større perspektiv er det altså uendelig banalt, og slet ikke unikt.

Og det vrimler med historier - lige fra medierne til Piv & Vræl - om historier om ulykke og had mellem mødre og børn, hvor de har gjort alt fra skænderier og at slå hånden af hinanden til mord og incest. Det er faktum, og jeg nedgører ikke noget som helst fordi jeg påpeger det. Jeg bringer bare lidt balance i billedet.

1: Kald det pladderromantsik, hvis du får det bedre af det. Jeg er lidt ligeglad. For du kan på ingen måde gøre dig til dommer for andres følelser. For mig ER det at have børn, noget helt helt vidunderligt. Og det kan dit sortsyn ikke ændre på.

2: Banalt? Hvordan kan kærlighed mellem børn og forældre være banal?

3: At nogle mennesker ikke magter at være ordentlige forældre eller børn, gør dælme da godt nok ikke kærligheden mindre hos de familier, hvor der er ro og styr på tilværelsen.

Oprindeligt indlæg af icelady

Selvfølgelig kan det være anderledes.

Min personlige mening er såmænd bare, at man skal erkende for sig selv, at ens børn flyver fra reden og kontakten kan formindskes i stor grad.

Det er jo ikke raketvidenskab. Det ved alle normaltfungerende mennesker jo.

Nå, men for nu at svare på oplægget:

Jeg synes, det er vildt svært at vælge, og mit svar er helt sikkert en af de der forhadte "alt-var-anderledes-inden-jeg-fik-et-barn"-floskler (indsæt selv violiner). Selvfølgelig ville jeg aldrig bytte mit barn og mine oplevelser med hende for noget som helst - heller ingen mand. Aldrig.

Men hvis jeg så skal prøve at forholde mig nøgternt til ideen mand og ideen børn - og vi forudsætter, at manden er min helt store kærlighed, min soulmate, så kan jeg godt se fordelene ved at vælge ham. Der ER bare plads til flere rejser, flere penge, mere tid, mere fest, flere cocktails efter fyraften - i det hele taget bare mere sjov - uden et barn, men med en ligesindet. Og forudsat, at vi levede nogenlunde lige længe, så ville jeg måske være tilbøjelig til at vælge dét. I'm all about the fun. Af samme grund forstår jeg til fulde folk, der ikke vælger at få børn.

Men som sagt - som tingene har udviklet sig, ville jeg vælge barnet. Det kan slet ikke være anderledes.

Nu vil jeg utrolig gerne have børn, men hvis jeg skulle vælge, så må jeg sige at jeg ville vælge en mand. Det med at have en partner, en som har ens ryg og er der for en, det vejer altså stærkere.

Håber dog på at kunne få begge dele.

Hvis jeg skulle træffe et bevidst valg om at få børn, men til gengæld aldrig have en partner resten af livet eller omvendt, så tror jeg faktisk jeg ville vælge en partner fremfor børn.

I det virkelige liv er det at få børn stadig så vigtigt for mig, at det er en dealbreaker i et forhold og også noget jeg kunne overveje at få alene, hvis det blev omtændighederne.

Men i dette tankeeksperiment kan jeg ikke fravælge kærligheden mellem to der vælger at dele livet.

Oprindeligt indlæg af advocatus-diaboli

Jeg har ikke behov for noget som helst. Jeg vælger at skrive som jeg gør, fordi jeg synes at den fremstilling er pladderromantisk og trænger til en modpol. Det kan godt være at følelsen fra forælder til barn er noget helt særligt ... i deres liv. Men i et lidt større perspektiv er det altså uendelig banalt, og slet ikke unikt.

Og det vrimler med historier - lige fra medierne til Piv & Vræl - om historier om ulykke og had mellem mødre og børn, hvor de har gjort alt fra skænderier og at slå hånden af hinanden til mord og incest. Det er faktum, og jeg nedgører ikke noget som helst fordi jeg påpeger det. Jeg bringer bare lidt balance i billedet.

Jeg synes, balance ville have været at formulere din pointe sobert - ligesom Plakata gør. Især fordi jeg tror de fleste ville kunne forholde sig til det. Det andet virker bare som en unødvendig provokation, som man mest af alt har lyst til at trække på skuldrene af og glemme igen.
Jeg ved godt, at kynisme og provokationer er din "ting". Jeg forstår bare ikke, hvorfor du ikke hellere vil debattere konstruktivt.

Oprindeligt indlæg af Adorare

Det er jo ikke raketvidenskab. Det ved alle normaltfungerende mennesker jo.

Det gør de forhåbentligt.

Oprindeligt indlæg af Adorare

1: Kald det pladderromantsik, hvis du får det bedre af det. Jeg er lidt ligeglad. For du kan på ingen måde gøre dig til dommer for andres følelser. For mig ER det at have børn, noget helt helt vidunderligt. Og det kan dit sortsyn ikke ændre på.

2: Banalt? Hvordan kan kærlighed mellem børn og forældre være banal?

3: At nogle mennesker ikke magter at være ordentlige forældre eller børn, gør dælme da godt nok ikke kærligheden mindre hos de familier, hvor der er ro og styr på tilværelsen.

Fuldstændig enig med Adorare her.

Og tillad mig at komme med en godt brugt kliche, men før man selv har børn kan man altså aldrig nogensinde kritisere eller mene at noget er pladderromantisk eller banalt

Det er som at prøve at forklare hvordan det er at stå på Mount Everest uden nogensinde selv at have været der.

Oprindeligt indlæg af Jacan

Fuldstændig enig med Adorare her.

Og tillad mig at komme med en godt brugt kliche, men før man selv har børn kan man altså aldrig nogensinde kritisere eller mene at noget er pladderromantisk eller banalt

Det er som at prøve at forklare hvordan det er at stå på Mount Everest uden nogensinde selv at have været der.

Tja mon ikke det også er bedre at leve i fornægtelse, end at indrømme at man hellere ville have været foruden - nu hvor det alligevel ikke kan laves om.