Oprindeligt indlæg af Adorare

1: For du kan på ingen måde gøre dig til dommer for andres følelser. For mig ER det at have børn, noget helt helt vidunderligt. Og det kan dit sortsyn ikke ændre på.

Det er lige omvendt. Det er DIG der gør dig til dommer for andres følelser og MIG der taler for egne vegne, og jeg kan bevise det!

Her var min holdning:

Oprindeligt indlæg af advocatus-diaboli

Ingen grund til at tvinge mig. Dét valg har jeg truffet for længst aldeles frivilligt. Jeg har besluttet at vælge en partner til, og ikke at vælge børn til. Og det er et af de bedste valg jeg nogensinde har gjort. Mit liv efter jeg ikke fik børn har været befriende fri for bekymringer, forpligtelser a la spisetider, kost, sengetider, osv., og jeg kan være lige så spontan som jeg har lyst til. Jeg kan tage i byen eller på ferie med et øjebliks varsel uden at bekymre mig om babysittere. Jeg kan købe en masse ting for de penge, som jeg ellers ville bruge på børn. Jeg kan sove længe eller om dagen, og være oppe om natten.

Faktisk behøver jeg ikke engang en partner. For mig er en kæreste nice to have, men ikke need to have. Men skal jeg have en, så bliver det én uden børn og med samme holdning til det som mig selv.

Så for mig er det en no-brainer. Børn er for mig for stor en hæmning/besvær ift. hvad jeg får ud af det.

Jeg udtaler mig konsekvent om hvad JEG synes, og jeg gør mig ikke til dommer over hvad andre oplever.

Du derimod skrev:

Oprindeligt indlæg af Adorare

Jeg ville vælge børnene. Ville være voldsomt ked af at undvære min kæreste, men den kærlighed der findes mellem en mor og hendes børn, er så speciel og unik.

Ikke den kærlighed der er mellem dig og dine børn, men mellem en mor og hendes børn... Der inddrager du lige alle mødre i hele verden i den følelse. Dét var grunden til at jeg reagerede på dit indlæg. For jeg synes ikke at du uden videre kan sige at den følelse bare eksisterer mellem mor og barn, når nyhederne er så fulde af eksempler på ulykke mellem mødre og børn.

Oprindeligt indlæg af Adorare

2: Banalt? Hvordan kan kærlighed mellem børn og forældre være banal?

Fordi at stort set alle mennesker og dyr som udgangspunkt oplever præcis det samme. Så er det banalt snarere end unikt. At have sex, spise mad og trække vejret er heller ikke unikt, men ganske banalt.

Oprindeligt indlæg af Adorare

3: At nogle mennesker ikke magter at være ordentlige forældre eller børn, gør dælme da godt nok ikke kærligheden mindre hos de familier, hvor der er ro og styr på tilværelsen.

Det har jeg heller ikke påstået. Men at nogle mennesker gør deres børn fortræd med vilje gør, at man ikke kan tale om en særlig kærlighed mellem forælder og barn, fordi "sådan er det bare".

Oprindeligt indlæg af Jacan

Og tillad mig at komme med en godt brugt kliche, men før man selv har børn kan man altså aldrig nogensinde kritisere eller mene at noget er pladderromantisk eller banalt

Det er som at prøve at forklare hvordan det er at stå på Mount Everest uden nogensinde selv at have været der.

Som taget ud af min signatur.

Oprindeligt indlæg af DetSorteCirkus

Lad mig sige det på denne måde.

Jeg kunne ikke leve sammen med en mand, der ikke ville have børn. Så ville vores værdier bare ligge for langt fra hinanden.
Men - viste det sig, at den, mand jeg var sammen med, ikke kunne få børn, og det heller ikke lykkedes for os med fertilitetsbehandling og adoption, ville jeg ikke gå fra ham.

Jeg har det på præcis samme måde.

Oprindeligt indlæg af Pantufinha

Nå, men for nu at svare på oplægget:

Jeg synes, det er vildt svært at vælge, og mit svar er helt sikkert en af de der forhadte "alt-var-anderledes-inden-jeg-fik-et-barn"-floskler (indsæt selv violiner). Selvfølgelig ville jeg aldrig bytte mit barn og mine oplevelser med hende for noget som helst - heller ingen mand. Aldrig.

Men hvis jeg så skal prøve at forholde mig nøgternt til ideen mand og ideen børn - og vi forudsætter, at manden er min helt store kærlighed, min soulmate, så kan jeg godt se fordelene ved at vælge ham. Der ER bare plads til flere rejser, flere penge, mere tid, mere fest, flere cocktails efter fyraften - i det hele taget bare mere sjov - uden et barn, men med en ligesindet. Og forudsat, at vi levede nogenlunde lige længe, så ville jeg måske være tilbøjelig til at vælge dét. I'm all about the fun. Af samme grund forstår jeg til fulde folk, der ikke vælger at få børn.

Men som sagt - som tingene har udviklet sig, ville jeg vælge barnet. Det kan slet ikke være anderledes.

Altså, jeg kan jo sagtens følge dig. Men samtidig tænker jeg lidt, at du vel HAR været der, hvor de overvejelser lå på bordet - og valgte alligevel barnet?

For lidt over et år siden havde min kæreste og jeg snakken om alt det der. Flere rejser, flere penge, tid, fester - meget mere sjov. Alligevel valgte vi den anden vej, og jeg er egentlig ikke i tvivl om, at jeg ville tage samme valg, hvis jeg stod over for det igen.

Havde jeg nu været singel og barnløs, ville jeg muligvis kunne svare på spørgsmålet.
Nu er jeg altså mor til to voksne knægte som jeg elsker over alt på jorden. Så, at svare, jeg helst ville leve med en partner uden børn, ville for mig være det samme som, at fornægte mine drenge og var mit svar omvendt, ville jeg føle jeg fornægtede min kæreste som jeg også elsker ret meget.

Oprindeligt indlæg af icelady

Se, det har du jo så ganske ret i. Desuden er jeg (personligt) pænt træt det rosenrøde billede, kommende/nybagte forældre (nok mest mødre) maler af dét, at have et barn.

Børn bliver voksne, flytter hjemmefra, får egen familie osv osv..og man har ikke samme kontakt med dem, som da de var børn/unge.
Der vil altid være forælder/barn-båndet, men det kan altså nemt fade ud, så man ender med at sidde som 60-årig og aldrig hører fra ens børn, fordi de har for travlt.

Jeg synes faktisk det er en helt anden tendens, der viser sig. Hvis blot man kigger på debatten, så er det i hvert fald ikke videre trendy at være en børnefamilie Til gengæld synes jeg, at der er kommet et skarp skel mellem de kvinder der har børn og dem, der ikke har. Nutidens mødre har det med virkelig at dyrke deres rolle, mens kvinder der ikke vil have børn, ofte ser børn som en hæmsko eller ligefrem belastning. Sådan lidt firkantet stillet op

Oprindeligt indlæg af ajnaM

Altså, jeg kan jo sagtens følge dig. Men samtidig tænker jeg lidt, at du vel HAR været der, hvor de overvejelser lå på bordet - og valgte alligevel barnet?

For lidt over et år siden havde min kæreste og jeg snakken om alt det der. Flere rejser, flere penge, tid, fester - meget mere sjov. Alligevel valgte vi den anden vej, og jeg er egentlig ikke i tvivl om, at jeg ville tage samme valg, hvis jeg stod over for det igen.

Ja, sådan kan man selvfølgelig se på det. Men det var jo lidt sådan... Altså, der valgte jeg jo et barn med HAM, ikke? Vi ville gerne lave et barn sammen.
Jeg har egentlig aldrig været sikker på, at jeg ville have børn, og jeg ved ikke hvad det præcist var, der gjorde, at jeg valgte det til. Men et eller andet sted hen ad vejen fandt vi - min mand og jeg - nok bare ud af, at det ville vi gerne. Det var ikke min beslutning ud fra et grund-ønske, det var vores udvikling, der bare skete. Og det ser jeg nok bare som vores fælles beslutning, som ikke er helt det samme som konceptet barn vs. konceptet mand. Og da jeg valgte barnet, valgte jeg jo ikke manden fra som jeg forstår trådens oplæg, er det lidt enten-eller. Giver det overhovedet mening?

Oprindeligt indlæg af ajnaM

Altså, jeg kan jo sagtens følge dig. Men samtidig tænker jeg lidt, at du vel HAR været der, hvor de overvejelser lå på bordet - og valgte alligevel barnet?

For lidt over et år siden havde min kæreste og jeg snakken om alt det der. Flere rejser, flere penge, tid, fester - meget mere sjov. Alligevel valgte vi den anden vej, og jeg er egentlig ikke i tvivl om, at jeg ville tage samme valg, hvis jeg stod over for det igen.

Nu handler det jo om lidt mere end bare sjov og ballade i gaden...
Pasningstider der er ude af trit med manges arbejdsbehov.
Børn der vågner kl lort om morgenen
Altid at skulle tilsidesætte sig selv
Trodsfaser-/oprørsalder
En enorm ekstra arbejdsbyrde i hjemmet

Fint nok hvis man er 2 og muligvis har forældre i nærheden, men at stå med det hele selv, puh

Hvis min kæreste ikke ville have børn var vi ikke sammen, jeg kunne aldrig drømme om at starte et forhold der ikke var fremtid i, og det er der ikke for mig uden børn. Dermed har jeg afvist mænd der kunne være perfekte for mig, men det er ikke nok, jeg skal have børn. Omvendt kunne jeg aldrig drømme om at få børn med en tilfældig, som jeg ikke så en fremtid med på alle andre punkter også.

Så måtte jeg vælge kun en ting ville jeg ende med nul, for vil ikke have forhold der ikke kan fører til børn, og ikke have børn med en tilfældig, altså ville jeg ende med intet.