Oprindeligt indlæg af Zombie

Jeg har altid ment, at bitterhed er ligesom betændelse i et sår - det har bedst af lys og luft! Ellers bliver man indebrændt. Så tillad dig selv galden. Jeg har altid kunne lide at skrive, så efter et brud, har jeg skrevet mange hadske, bitre og decideret ondskabsfulde breve til eks'erne. Jeg har aldrig sendt dem, det kunne der ikke komme noget konstruktivt ud af. Men jeg har bare skrevet mange, mange sider om, hvor nederen og usle de var, hvor nederen og ussel jeg følte mig, og jeg har ikke lagt fingrene imellem.

Inden jeg mødte nuværende Hr. Zombie, var jeg indebrændt over en mand som i den grad var en idiot, selvom vi ikke var rigtige kærester eller tilsvarende. Jeg endte virkelig fuld ude på Amager Strand, sammen med en veninde, hvor jeg råbte spydigheder ad havet. Og siden den aften, har jeg faktisk været helt okay med det hele.


Jeg kender flere, som har brugt det der med at skrive breve, der aldrig bliver sendt, som en slags terapi. Så jeg kan anbefale det. Og helt ærligt, hvis der er et eneste tidspunkt i ens liv hvor det er ok at være vred og bitter, så er det ved en skilsmisse. Folk forventer det, så snak med venner og veninder og familien, skriv breve og lad det komme ud, så du kan få lidt luft. Så kommer der også mere overskud til at være positiv og søge bolig osv.

Jeg ved, at du har ret.
Problemet er, at jeg har social angst, og der er så mange ting, jeg skal tænke på, når jeg skal ud af huset, at det orker jeg simpelthen ikke, når jeg har det så dårligt...hvordan er vejret - er det koldt? Hvilket tøj skal jeg have på? Jeg kan ikke gå tur med fedet hår, for hvad hvis jeg møder nogle...etc. etc.
så bliver jeg hjemme i elendigheden og minderne...selvom jeg på alle måder VED, at det er nødvendigt for mig at komme ud af huset for at få det bedre!

Sidst det lykkedes mig at overvinde trangen til at blive hjemme "i det sikre", gav jeg mig´ikke lov til at fortryde, selvom det var begyndt at regne og jeg hurtigt faldt tilbage til gamle vaner med så bare at blive hjemme.. - jeg proppede resolut ørepropperne i mobilen og nød musikken...havde dog lige lille kamp med mig selv om, at hvis det var et godt musiknummer, som blev afspillet i det øjeblik, som jeg skulle gå, så var det fint at gå ellers kunne jeg bare blive hjemme...

Det opfattes nok som undskyldninger, men jeg er så træt af at kæmpe hver dag, og nogle dage er der bare ikke overskud til andet end at stå op og sidde foran tv´et og computeren hele dagen...
Der er dog et lyspunkt hehe... Jeg har nu i ca. 1 uge skrevet i min gratitude journal (taknemmeligheds dagbog) hver aften, og det har holdt humøret godt positivt inden de her sidste dage, hvor det er gået ned af bakken igen...men det er bedre end ingenting!

Jeg bekymrer mig for alt særligt fremtiden, og jeg vil så gerne bare kunne nyde nuet, for det er jo det eneste der er - jeg ved ikke om jeg dør i morgen, og så ville det da være forfærdeligt, at jeg har spildt så meget tid på at bekymre mig om alt her i verden..sådan her kan jeg tænke nogle gange, men så farer tankerne igen med bekymringer...

Det er til at blive sindssyg over at tænke over, hvad jeg har mistet...og nogle gange, så føles det som om, at jeg ikke helt har forstået, hvordan situationen egentlig er...jeg er vred over at blive ved med at tro, at han var den bedste mand i verden, når han har behandlet mig som han gør/gjorde! Hvorfor kan jeg ikke forstår, at sådan skal folk f.... ikke behandle mig.
Det spiller naturligvis også en rolle, at jeg er afhængig af ham til dagligdags hjælp, og det skal der altså gøres noget ved! Jeg ved ikke hvad, for rengøring, tøjvask etc. er bare så langt nede på listen over nødvendigheder, når man kun orker lige at holde sig ovenvande...

Det gør mig meget bange og ulykkelig at tænke over, at han fandt sig i så meget gennem mange år, men lige så meget, fordi er der nogensinde en anden, som vil tolerere så meget og dermed kunne holde ud af leve sammen med mig...?
Der er så mange forhindringer, som jeg bliver udmattet bare af at tænke på, og så går det igen den vej hen mod psyk. skadestue...det gør så ufatteligt ondt at tænke på, at han gik sin vej, fordi han ikke kunne se løsning på noget, og nu er jeg bare helt alene.
Hvordan i alverden skal det gå det hele uden hans støtte og hjælp? Jeg kan forstå, at man kan få nok af andres problemer og ikke kan se anden løsning end at redde sig selv så at sige - samtidig kan jeg ikke forstå, hvordan man kan lade en person sejle sin egen sø og så bare tænke på sig selv?
Han kender mig bedre end nogen andre, og jeg bliver panisk angst for, hvad der vil ske, når jeg bliver syg...Det er simpelthen forfærdeligt at være så afhængig af en person, som bare helst ikke vil se én...I alle disse år har jeg taget så meget for givet, det er hvad det er, men det er stadig svært for mig at acceptere...

Jeg er bange for, at jeg aldrig vil lade mig blive så afhængig af et andet menneske igen, for ikke at ende i denne situation igen...det har ødelagt min tro på, hvornår andre mennesker er ærlige og egentlig bare vil redde deres egen røv?!
Jeg vil bare heller ikke ende alene og bitter, fordi jeg ikke kan give slip så at sige...hvad fanden skal man gøre....det ville hjælpe, hvis jeg havde andet at stå op til end smerter som bliver værre af alt det her møg.

Jeg kommer sådan til at grine af "citatet" nederst i alle dine indlæg! Det er dejligt.

Oprindeligt indlæg af weeena

Du skal bare læsse af alt det du vil!!

Jeg har selv brugt jubii til det samme, og her findes de skønneste debattører som kan losse en i bagdelen hvis man har brug for det.

Ud med det hele ligeså tosset du vil, tillad dig selv at føle alt hvad du føler, slå spark skrig snak græd og alt du kan. Det OK, og det vejen frem.

Jeg er simpelthen også så taknemmelig for dette forum!!
Hold da op, hvor debattørerne har hjulpet mig med alt muligt gennem alle disse år, hvor jeg har været bruger

Hvad har I gjort med jeres vielsesringe?
Smidt dem ud eller?

Her går det fremad dag for dag , og det som holder mig oppe er, at det vil blive lettere for hver dag der går.
Jeg blvier stadig modløs, men kæmper for at tænke positivt.

Der kommer til at ske det at du vil blive stærkere og stærkere for hver dag, for nu kan du ikke mere læne dig op af din mand.
Ja du vil stadig kunne føle både angst og sorg, og nogle dage vil være gode og andre dumme.
Men i det store billede, som altid er lettere at se udefra, så vil du begynde at gro og vokse som en blomst der endelig er kommet ud af skyggen.
Angst og alkohol minder lidt om hinanden i den forstand at det kan gøre et menneske helt ukampdygtig og næsten umyndiggjort.
Og en co alkoholiker, altså en mand eller kone ville få besked på at holde op med at hjælpe for alkoholikeren skal hjælpe sig selv.
Sådan er det også med dig. Du skal nu stå på egne ben, og du vil blive forundret over hvor mange ting du faktisk kan, også selvom det er skræmmende.
Hold fast i din dagbog, jeg kaldte det min positivdagbog da jeg skrev.
Sender dig mange kærlige tanker

Seance
*ude på den anden side af angsten, og med mand, barn og et dejligt liv*
Jeg ønsker det samme for dig

Ej for pokker da jeg har lige siddet og skrevet et langt indlæg og nu er det blevet væk

Nå ganske kort: jeg havde ikke så meget tid da jeg skrev i går, og jeg vil gerne sikre mig at det ikke kom til at få en forkert "lyd" da jeg sluttede af med at skrive:
Seance
*ude på den anden side af angsten, og med mand, barn og et dejligt liv*
Jeg ønsker det samme for dig*
Jeg har også lidt af angst og var i en periode helt lammet af den, og den var også med til at ødelægge forholdet til min daværende kæreste, der var så også andre problemer.
Men da jeg blev alene voksede jeg, fandt mig selv og min styrke.
Fik en god psykolog, en anden type antidepressiv medicin.
Fik mod på at kigge efter en kæreste, fandt min mand og efter et par år kunne jeg med ro i sindet sige jeg er helt ok, og turde kaste mig ud i at blive mor, - hvilket jeg ikke ville før jeg var helt sikker på at både angst og depression ikke ville komme igen.
Jeg håber at du finder troen på dig selv, det lyder som om du har fundet din indre kerne så at sige

Oprindeligt indlæg af Seance

Ej for pokker da jeg har lige siddet og skrevet et langt indlæg og nu er det blevet væk

Nå ganske kort: jeg havde ikke så meget tid da jeg skrev i går, og jeg vil gerne sikre mig at det ikke kom til at få en forkert "lyd" da jeg sluttede af med at skrive:
Seance
*ude på den anden side af angsten, og med mand, barn og et dejligt liv*
Jeg ønsker det samme for dig*
Jeg har også lidt af angst og var i en periode helt lammet af den, og den var også med til at ødelægge forholdet til min daværende kæreste, der var så også andre problemer.
Men da jeg blev alene voksede jeg, fandt mig selv og min styrke.
Fik en god psykolog, en anden type antidepressiv medicin.
Fik mod på at kigge efter en kæreste, fandt min mand og efter et par år kunne jeg med ro i sindet sige jeg er helt ok, og turde kaste mig ud i at blive mor, - hvilket jeg ikke ville før jeg var helt sikker på at både angst og depression ikke ville komme igen.
Jeg håber at du finder troen på dig selv, det lyder som om du har fundet din indre kerne så at sige

Tusind tak for dine indlæg!!

Jeg har haft en rigtig møgdag med mange tårer...så kiggede jeg tilfældigt rundt på debatten (modtager ikke længere emails, når der er kommet nye indlæg), og så dit svar - det kom som sendt fra himlen! Det gav mig lige fornyede kræfter.

Hvordan lyder det som om jeg har fundet min indre kerne?

Æv, når man har skrevet lange indlæg, og det forsvinder!! Fornemmer jeg dårlig forbindelse, så skynder jeg mig tilbage, hvis siden går i udu midt i afsendelse af indlæg, og skynder mig at copy paste og så indsætter igen, når siden fungerer. Det faldt jeg tilfældigt ud af efter maaaange ganges (år?) irritation...

Boligsituationen haster mest, så hvis nogle kender nogle, som kender
nogle, som har lejelejlighed til max. 5000,- i storkøbenhavn, så vil jeg meget gerne kontaktes!

Oprindeligt indlæg af charmetrold24

Tusind tak for dine indlæg!!

Jeg har haft en rigtig møgdag med mange tårer...så kiggede jeg tilfældigt rundt på debatten (modtager ikke længere emails, når der er kommet nye indlæg), og så dit svar - det kom som sendt fra himlen! Det gav mig lige fornyede kræfter.

Hvordan lyder det som om jeg har fundet min indre kerne?

Æv, når man har skrevet lange indlæg, og det forsvinder!! Fornemmer jeg dårlig forbindelse, så skynder jeg mig tilbage, hvis siden går i udu midt i afsendelse af indlæg, og skynder mig at copy paste og så indsætter igen, når siden fungerer. Det faldt jeg tilfældigt ud af efter maaaange ganges (år?) irritation...

Boligsituationen haster mest, så hvis nogle kender nogle, som kender
nogle, som har lejelejlighed til max. 5000,- i storkøbenhavn, så vil jeg meget gerne kontaktes!

Jeg kan være behjælpelig i rødovre?

Ellers prøv at kontakte mine udlejere. De hedder gentofte/frederiksberg ejendoms selskab, men har lejligheder flere steder i KBH og i Rødovre. lejlighederne er billige og ganske fine jeg elsker min ihvertfald. Har 48 kvm til 3995 kr.

Oprindeligt indlæg af weeena

Jeg kan være behjælpelig i rødovre?

Ellers prøv at kontakte mine udlejere. De hedder gentofte/frederiksberg ejendoms selskab, men har lejligheder flere steder i KBH og i Rødovre. lejlighederne er billige og ganske fine jeg elsker min ihvertfald. Har 48 kvm til 3995 kr.

Tak, weena

Hvor lang er ventetiden? Hvor i Rødovre ligger de? I nærheden af netto etc.? Og måske damhussøen? Er de alle 48 m2 eller større eller hvordan?
Før jeg ringer og forhører mig ad hos udlejerne...

Er det ungdomsboliger? Jeg forbinder ungdomsboliger med meget larm og problemer...

Oprindeligt indlæg af charmetrold24

Tak, weena

Hvor lang er ventetiden? Hvor i Rødovre ligger de? I nærheden af netto etc.? Og måske damhussøen? Er de alle 48 m2 eller større eller hvordan?
Før jeg ringer og forhører mig ad hos udlejerne...

Er det ungdomsboliger? Jeg forbinder ungdomsboliger med meget larm og problemer...

det helt alm. lejligheder. der er både 1 værelses (min) og 2´ere. Er ikke sikker på om der er 3´ere her... Der hvor jeg bor tager det 5 min på gå ben at gå til Rødovre centeret

Og ca. 2 min til bussen.
Fakta er lige ved vejen ved siden af min, og kan nås på 10 min på gå ben. Og ja Damhus søen er ret tæt på må man sige

Jeg fik min på en uge, og ved der er ledige herude.