Allerførst:

Jeg synes du er utrolig stærk, for uanset hvor svag du føler dig så har du klaret dig igennem det værste. Du står her stadig og du har modet til at åbne op og række ud. Du er bestemt ikke kommet igennem det hele, men du bevæger dig fremad og det er dét du skal fokusere på. Du tager ansvar for dig selv og din situation, og det er altså ikke alle der kan det, i den situation du står i.

Oprindeligt indlæg af ilovelife

Allerførst:

Jeg synes du er utrolig stærk, for uanset hvor svag du føler dig så har du klaret dig igennem det værste. Du står her stadig og du har modet til at åbne op og række ud. Du er bestemt ikke kommet igennem det hele, men du bevæger dig fremad og det er dét du skal fokusere på. Du tager ansvar for dig selv og din situation, og det er altså ikke alle der kan det, i den situation du står i.

Tak for dit svar

Hmm...der er flere, som siger, at jeg er stærk...men jeg føler, at jeg altid har måttet være stærk - siden jeg var lille...og det er ufatteligt anstrengende.
Jeg ved vitterligt ikke, hvordan jeg tager ansvar for den situation, jeg står i, for det ændrer sig næsten dagligt! Den ene dag føler jeg, at jeg kan alt, den næste ser alt håbløst ud, og uanset hvad jeg gør/sætter i gang, så virker det håbløst..

Jeg har aldrig boet alene, og det er en stor frygt for det uvisse - siden han flyttede har jeg følt mig utrolig ensom, og hvor jeg før sagtens kunne underholde mig selv (nok velvidende, at han jo kom hjem før eller siden...), så ser jeg bare ingen grund til noget som helst, for der er jo kun mig...

Har ikke lyst til at gå gennem livet alene, men er bange for at andre ikke kan holde mig ud...og så savner jeg igen...det gør så ondt, at jeg bare er blevet erstattet og det kunne kunne kun gå for langsomt...hvordan kan man behandle mennesker sådan, som engang var det vigtigste i ens liv??

Oprindeligt indlæg af Dance2Trance

Trist historie

Men har der ikke været andre, du har kunne læne dig op af i tidens løb - en meget nær ven? Måske både godt og skidt at du har været så "afhængig" af ham, selvom man jo selvfølgelig håber et forhold varer ved.

Håber du bliver stærk nok til at stå på egne ben og el. finde dig én, som kan støtte dig, men du skal nok komme videre en dag, selvom sådan et svigt gør ondt. Virker bare uoverskueligt nu, men du vil en dag se med friske øjne på en ny partner, selvom du ikke tror, du kan det lige nu

Der er en person tæt på mig og så en god ven, som jeg desværre taler med for sjældent - han bor meget langt væk. Dem, jeg kan "trække" på er næsten alle kronisk syge, og har derfor rigeligt at se til selv...jeg føler jeg belemrer dem, når de harrigeligt at se til selv/ikke orker så meget...

Oprindeligt indlæg af charmetrold24

Tak for dit svar

Hmm...der er flere, som siger, at jeg er stærk...men jeg føler, at jeg altid har måttet være stærk - siden jeg var lille...og det er ufatteligt anstrengende.
Jeg ved vitterligt ikke, hvordan jeg tager ansvar for den situation, jeg står i, for det ændrer sig næsten dagligt! Den ene dag føler jeg, at jeg kan alt, den næste ser alt håbløst ud, og uanset hvad jeg gør/sætter i gang, så virker det håbløst..

Jeg har aldrig boet alene, og det er en stor frygt for det uvisse - siden han flyttede har jeg følt mig utrolig ensom, og hvor jeg før sagtens kunne underholde mig selv (nok velvidende, at han jo kom hjem før eller siden...), så ser jeg bare ingen grund til noget som helst, for der er jo kun mig...

Har ikke lyst til at gå gennem livet alene, men er bange for at andre ikke kan holde mig ud...og så savner jeg igen...det gør så ondt, at jeg bare er blevet erstattet og det kunne kunne kun gå for langsomt...hvordan kan man behandle mennesker sådan, som engang var det vigtigste i ens liv??

Det er heller ikke nemt og det er der ingen der påstår at det skal være, men tidspunktet skal nok komme hvor det bliver nemmere, det er jeg sikker på. Du er stadig i en hård proces og du vil opleve både op- og nedture, men det må du tage med. What doesn't kill you, makes you stronger. Det vil gøre dig stærkere og du skal nok få dig selv samlet op, med eller uden hjælp!

Du skal nok finde ud af det, men du må give det tid, og bare fordi han ikke længere er der betyder ikke, at der aldrig vil komme en anden. Du defineres ikke udfra andre, men dig selv, så måske er det godt for dig at lære dig selv at kende og blive komfortabel med at du faktisk kan fungere helt fint for dig selv.

Og selvfølgelig vil du ikke gå gennem livet alene, men du skal være villig til at række ud igen, duu skal turde starte forfra og være sårbar.

Hvordan han kunne gøre som han har gjort kan jeg ikke svare på, men det tror jeg heller ikke du behøver et svar på.

Jeg vil allerførst lige

Jeg synes også at du er super stærk, at du skriver dette indlæg og får det ud. Bare det at du skriver det viser styrke!

Selvfølgelig er det en skidt situation at stå i samtidig med at du er syg osv. Men der skal nok komme bedre tider og lys for enden af tunellen. Du skal have lov til at være ked af det, frustreret mm. Men det er ikke løgn, når man siger at "tiden læger alle sår". Der vil komme et tidspunkt, hvor du vil synes, at det var godt at du kom af med ham, fordi at han behandlede dig sådan.

Og på et tidspunkt vil du sikkert også møde en ny, som slår begge ben væk under dig

Det var været en lorte dag med så mange tårer at øjnene er helt tørre, og jeg har brugt alt for meget tid på, at tænke hvad hvis senarier igennem...

Hvordan har I andre håndteret skilsmisse? Jeg synes simpelthen, at jeg synker hurtigt ned i selvmelidenhedshullet...og det gik ellers så fint i flere dage med at tænke positivt og tænke taknemmeligt for at få bitterheden væk...

Det stresser mig ad h... til, at jeg skal finde bolig, som ikke må koste alverden. Bruger timevis dagligt, men kan ikke finde noget. Er træt af det hele. Græder hele tiden, fordi jeg sover så dårligt og vender og drejer mig...jeg gør mit bedste for at tænke positivt - det føles dog som om jeg kan kæmpe og kæmpe og uanset hvad, så er det bare som at slå i en dyne...

Tak for jeres dejlige indlæg, som får mig til at holde fokus på, hvad der er det vigtigste, når humøret svigter!!

Oprindeligt indlæg af charmetrold24

Tak for jeres dejlige indlæg, som får mig til at holde fokus på, hvad der er det vigtigste, når humøret svigter!!

Du skal bare læsse af alt det du vil!!

Jeg har selv brugt jubii til det samme, og her findes de skønneste debattører som kan losse en i bagdelen hvis man har brug for det.

Ud med det hele ligeså tosset du vil, tillad dig selv at føle alt hvad du føler, slå spark skrig snak græd og alt du kan. Det OK, og det vejen frem.

Oprindeligt indlæg af Zombie

Jeg har altid ment, at bitterhed er ligesom betændelse i et sår - det har bedst af lys og luft! Ellers bliver man indebrændt. Så tillad dig selv galden. Jeg har altid kunne lide at skrive, så efter et brud, har jeg skrevet mange hadske, bitre og decideret ondskabsfulde breve til eks'erne. Jeg har aldrig sendt dem, det kunne der ikke komme noget konstruktivt ud af. Men jeg har bare skrevet mange, mange sider om, hvor nederen og usle de var, hvor nederen og ussel jeg følte mig, og jeg har ikke lagt fingrene imellem.

Inden jeg mødte nuværende Hr. Zombie, var jeg indebrændt over en mand som i den grad var en idiot, selvom vi ikke var rigtige kærester eller tilsvarende. Jeg endte virkelig fuld ude på Amager Strand, sammen med en veninde, hvor jeg råbte spydigheder ad havet. Og siden den aften, har jeg faktisk været helt okay med det hele.


Jeg kender flere, som har brugt det der med at skrive breve, der aldrig bliver sendt, som en slags terapi. Så jeg kan anbefale det. Og helt ærligt, hvis der er et eneste tidspunkt i ens liv hvor det er ok at være vred og bitter, så er det ved en skilsmisse. Folk forventer det, så snak med venner og veninder og familien, skriv breve og lad det komme ud, så du kan få lidt luft. Så kommer der også mere overskud til at være positiv og søge bolig osv.

Jeg ved, at du har ret.
Problemet er, at jeg har social angst, og der er så mange ting, jeg skal tænke på, når jeg skal ud af huset, at det orker jeg simpelthen ikke, når jeg har det så dårligt...hvordan er vejret - er det koldt? Hvilket tøj skal jeg have på? Jeg kan ikke gå tur med fedet hår, for hvad hvis jeg møder nogle...etc. etc.
så bliver jeg hjemme i elendigheden og minderne...selvom jeg på alle måder VED, at det er nødvendigt for mig at komme ud af huset for at få det bedre!

Sidst det lykkedes mig at overvinde trangen til at blive hjemme "i det sikre", gav jeg mig´ikke lov til at fortryde, selvom det var begyndt at regne og jeg hurtigt faldt tilbage til gamle vaner med så bare at blive hjemme.. - jeg proppede resolut ørepropperne i mobilen og nød musikken...havde dog lige lille kamp med mig selv om, at hvis det var et godt musiknummer, som blev afspillet i det øjeblik, som jeg skulle gå, så var det fint at gå ellers kunne jeg bare blive hjemme...

Det opfattes nok som undskyldninger, men jeg er så træt af at kæmpe hver dag, og nogle dage er der bare ikke overskud til andet end at stå op og sidde foran tv´et og computeren hele dagen...
Der er dog et lyspunkt hehe... Jeg har nu i ca. 1 uge skrevet i min gratitude journal (taknemmeligheds dagbog) hver aften, og det har holdt humøret godt positivt inden de her sidste dage, hvor det er gået ned af bakken igen...men det er bedre end ingenting!

Jeg bekymrer mig for alt særligt fremtiden, og jeg vil så gerne bare kunne nyde nuet, for det er jo det eneste der er - jeg ved ikke om jeg dør i morgen, og så ville det da være forfærdeligt, at jeg har spildt så meget tid på at bekymre mig om alt her i verden..sådan her kan jeg tænke nogle gange, men så farer tankerne igen med bekymringer...

Det er til at blive sindssyg over at tænke over, hvad jeg har mistet...og nogle gange, så føles det som om, at jeg ikke helt har forstået, hvordan situationen egentlig er...jeg er vred over at blive ved med at tro, at han var den bedste mand i verden, når han har behandlet mig som han gør/gjorde! Hvorfor kan jeg ikke forstår, at sådan skal folk f.... ikke behandle mig.
Det spiller naturligvis også en rolle, at jeg er afhængig af ham til dagligdags hjælp, og det skal der altså gøres noget ved! Jeg ved ikke hvad, for rengøring, tøjvask etc. er bare så langt nede på listen over nødvendigheder, når man kun orker lige at holde sig ovenvande...

Det gør mig meget bange og ulykkelig at tænke over, at han fandt sig i så meget gennem mange år, men lige så meget, fordi er der nogensinde en anden, som vil tolerere så meget og dermed kunne holde ud af leve sammen med mig...?
Der er så mange forhindringer, som jeg bliver udmattet bare af at tænke på, og så går det igen den vej hen mod psyk. skadestue...det gør så ufatteligt ondt at tænke på, at han gik sin vej, fordi han ikke kunne se løsning på noget, og nu er jeg bare helt alene.
Hvordan i alverden skal det gå det hele uden hans støtte og hjælp? Jeg kan forstå, at man kan få nok af andres problemer og ikke kan se anden løsning end at redde sig selv så at sige - samtidig kan jeg ikke forstå, hvordan man kan lade en person sejle sin egen sø og så bare tænke på sig selv?
Han kender mig bedre end nogen andre, og jeg bliver panisk angst for, hvad der vil ske, når jeg bliver syg...Det er simpelthen forfærdeligt at være så afhængig af en person, som bare helst ikke vil se én...I alle disse år har jeg taget så meget for givet, det er hvad det er, men det er stadig svært for mig at acceptere...

Jeg er bange for, at jeg aldrig vil lade mig blive så afhængig af et andet menneske igen, for ikke at ende i denne situation igen...det har ødelagt min tro på, hvornår andre mennesker er ærlige og egentlig bare vil redde deres egen røv?!
Jeg vil bare heller ikke ende alene og bitter, fordi jeg ikke kan give slip så at sige...hvad fanden skal man gøre....det ville hjælpe, hvis jeg havde andet at stå op til end smerter som bliver værre af alt det her møg.

Jeg kommer sådan til at grine af "citatet" nederst i alle dine indlæg! Det er dejligt.