Sjovt (og lidt ynkeligt): Kærlighedserklæringer.

[Spasserinde]

Nå, nu er jeg træt af at snakke om hængepatter og flappefjapper - nu skal vi snakke om kærlighed!

Inspireret af weekendens hændelser, vil jeg gerne høre om de underlige kærlighedserklæringer, I må have modtaget i tidernes løb.

En af de sjoveste ting, jeg har prøvet, skete dengang jeg gik til boksning. I den periode var jeg til en fest, hvor en af de andre lidt yngre drenge på holdet også var. Vi var vist teenagere, så de 3 års aldersforskel, der formentlig har været, har jo været nok til jeg aldrig ville overveje noget med ham - så jeg har faktisk aldrig rigtigt snakket med ham på tomandshånd. Jeg husker seriøst intet af den fest, ud over tidspunktet hvor jeg står ude på toilettet, imens han banker hårdt på døren og råber, at han elsker mig, og at han nok skal blive en fantastisk bokser, så jeg vil ha' ham og så han kan forsørge mig. Til sidst kan jeg høre, at han nærmest begynder at pibe, og sætter ryggen mod døren og "glider ned ad den" til han sidder ned, alt imens han mumler forskellige ting om skiftevis mig og boksning. Det ender med at jeg kravler ud ad badeværelsesvinduet og løber på strømpesokker igennem en snedækket have, hvorefter jeg går ind til festen af en udestuedør (eller sådan noget). Jeg husker det som om jeg er på flugt fra ham flere gange den aften. Formentlig er jeg i første omgang havnet på badeværelset, fordi han er løbet efter mig og jeg har lukket mig selv inde - det kunne ligne dramatiske mig.

Jeg må have et par andre historier i bagagen også, men nu vil jeg lige høre nogen af jeres først!

[Kasper]

Oprindeligt indlæg af Spasserinde

Nå, nu er jeg træt af at snakke om hængepatter og flappefjapper - nu skal vi snakke om kærlighed!

Inspireret af weekendens hændelser, vil jeg gerne høre om de underlige kærlighedserklæringer, I må have modtaget i tidernes løb.

En af de sjoveste ting, jeg har prøvet, skete dengang jeg gik til boksning. I den periode var jeg til en fest, hvor en af de andre lidt yngre drenge på holdet også var. Vi var vist teenagere, så de 3 års aldersforskel, der formentlig har været, har jo været nok til jeg aldrig ville overveje noget med ham - så jeg har faktisk aldrig rigtigt snakket med ham på tomandshånd. Jeg husker seriøst intet af den fest, ud over tidspunktet hvor jeg står ude på toilettet, imens han banker hårdt på døren og råber, at han elsker mig, og at han nok skal blive en fantastisk bokser, så jeg vil ha' ham og så han kan forsørge mig. Til sidst kan jeg høre, at han nærmest begynder at pibe, og sætter ryggen mod døren og "glider ned ad den" til han sidder ned, alt imens han mumler forskellige ting om skiftevis mig og boksning. Det ender med at jeg kravler ud ad badeværelsesvinduet og løber på strømpesokker igennem en snedækket have, hvorefter jeg går ind til festen af en udestuedør (eller sådan noget). Jeg husker det som om jeg er på flugt fra ham flere gange den aften. Formentlig er jeg i første omgang havnet på badeværelset, fordi han er løbet efter mig og jeg har lukket mig selv inde - det kunne ligne dramatiske mig.

Jeg må have et par andre historier i bagagen også, men nu vil jeg lige høre nogen af jeres først!

Det er sgu da herreromantisk! Hvorfor var det lige, at du ikke giftede dig med ham?

[GoGetter]

Som 18-årig slog jeg op med en kæreste, hvilket resulterede i en serie beskeder på min mobilsvarer a la "Jamen, kan du ikke forstå, at det kun er diiiig, jeg vil have små bitte søde babyer og et rækkehus med? Jeg eeelsker dig!". Det var så lige præcis det med babyerne og rækkehuset, der havde fået mig til at tage flugten i første omgang - det var lige voldsomt nok, når man kun var 18.

Oh, kommer i tanke om en gymnasiekæreste, der lavede den creepy stalker. Vi var blevet uvenner inde i byen og jeg var taget hjem.
Jeg vågnede så senere på natten til lyden af noget, der puslede mod ruden, slog øjnene op, og der stod han tårevædet og stirrede ind på mig. Jeg skreg og vækkede hele huset, og af en eller anden grund blev den pågældende kæreste aldrig rigtig populær hos mine forældre igen. Og jeg begyndte at rulle persiennerne ned.

[Sophi]

Den seneste jeg har fået, må være en mail fra en jeg har fælles bekendte med, men som jeg har aldrig har mødt. Den indeholdt bl.a.:
"Med udgangspunkt i hvad jeg har hørt er min konklusion at du og jeg (med overvældende sandsynlighed) kunne blive lykkelige sammen"
"Skulle dette møde resultere i noget vi har lyst til at udforske nærmere, vil jeg kunne flytte til et sted i din umiddelbare nærhed (jeg er ikke tilhænger af langdistanceforhold)."
"Jeg synes du er kattens pyjamas"

Jeg var færdig af grin og vældig smigret og synes egentlig ikke at den var ynkelig.

[Sophi]

Jeg havde også en gang en wannabe-rockmusiker kæreste der skrev sange til mig. I starten var de drømmende og svævende, forherligede mig og kastede mig op på en skyhøj pedistal krydret med fantasier om vild og ung lykke.
Jeg blev træt af ham og forholdet gik brat ned af bakke. Den sidste han skrev var et klynkenummer der hed "Cruel".

[en.mand]

Nå, men jeg vil gå imod strømmen og fortælle om mine egne forfærdelige kærdlighedserklæringer:

Der var en pige jeg var meget vild med, og så skulle jeg jo synge serenader for hende. Og det blev så til at jeg skrålede for mine lungers fulde kraft: ÅÅH MOAR, JEG VIL GERNE HA AT DU SIGER GODA TIL MIN NYE VEN. HAN HEDDER SIGURD... osv.

Det var på grund af en udfordring eller noget. Jeg skrev også lange breve til hende (hvor jeg skrev en masse følsomme ting jeg ikke kunne finde ud af at sige ansigt til ansigt) og nogle meget forfærdelige digte.

[Adorare]

Altså, der var jo ham, som jeg havde mødt på nettet og som før han havde mødt mig, havde lagt et billede af mig som baggrund på sin arbejdscomputer. Som om dét ikke var slemt nok, så var omtalte billede ret lille. Men manden fortalte stolt, at han havde gjort det virkelighedstro i størrelsen.
Jøsses. Det kan virkelig ikke have været kønt. Forestiller mig, at billedet var strukket til uigenkendelighed og at det må have været meget grynet. For det var virkelig et meget lille billede jeg havde sendt til ham.

Nå, men dagen oprandt, hvor manden hoppede på et tog for at møde mig. Da han hoppede ud af toget, var det med en kæmpe buket røde roser. Han styrtede hen til mig og kyssede mig uden varsel overhovedet og så lagde han armen over min skulder, da vi begyndte at gå. Som om vi havde været sammen i mindst et halvt år.
Han havde i telefonen tit fortalt mig, at han elskede sådan at tale med mig, at han 'vendte det hvide ud af øjnene' når han hørte min stemme. Jeg troede, at det bare var et kikset forsøg på at give en kompliment og at det bare var noget han sagde, men nej... Da vi sad og talte sammen, lagde han pludselig hovedet på min skulder, mens jeg var i gang med at fortælle noget. Jeg kiggede ned på ham og synet der mødte mig var ikke kønt. Manden sad virkelig og rullede 'himmelsk' (not) med øjnene og viste alt for meget af det hvide omkring pupillerne. Og så havde han det mest salige smil på læben.

Efter et utal af kvalmende kærlighedserklæringer og fortællinger om, at hans mor glædede sig til at møde mig, bestemte jeg mig for at drikke ham fuld. I håbet om, at han blev lettere at holde ud. Men nej. Kærlighedserklæringerne blev véd. Nu skulle jo høre om hans tur i toget, hvor han påstod, at togføren og de andre passagerere havde drillet ham med hans forelskelse.

Så jeg fortalte ham, at jeg ikke lige kunne gengælde de følelser han åbenbart allerede havde og det lod han til at kunne forstå. I sådan ca. et døgns tid. Derefter fulgte der mange dage med hede kærlighedserklæringer.

Det var liiiige overvældende nok. Manden startede totalt ud i 5.gear og det fik mig til at sætte i bakgear.

[hollyy]

Oprindeligt indlæg af Adorare

Altså, der var jo ham, som jeg havde mødt på nettet og som før han havde mødt mig, havde lagt et billede af mig som baggrund på sin arbejdscomputer. Som om dét ikke var slemt nok, så var omtalte billede ret lille. Men manden fortalte stolt, at han havde gjort det virkelighedstro i størrelsen.
Jøsses. Det kan virkelig ikke have været kønt. Forestiller mig, at billedet var strukket til uigenkendelighed og at det må have været meget grynet. For det var virkelig et meget lille billede jeg havde sendt til ham.

Nå, men dagen oprandt, hvor manden hoppede på et tog for at møde mig. Da han hoppede ud af toget, var det med en kæmpe buket røde roser. Han styrtede hen til mig og kyssede mig uden varsel overhovedet og så lagde han armen over min skulder, da vi begyndte at gå. Som om vi havde været sammen i mindst et halvt år.
Han havde i telefonen tit fortalt mig, at han elskede sådan at tale med mig, at han 'vendte det hvide ud af øjnene' når han hørte min stemme. Jeg troede, at det bare var et kikset forsøg på at give en kompliment og at det bare var noget han sagde, men nej... Da vi sad og talte sammen, lagde han pludselig hovedet på min skulder, mens jeg var i gang med at fortælle noget. Jeg kiggede ned på ham og synet der mødte mig var ikke kønt. Manden sad virkelig og rullede 'himmelsk' (not) med øjnene og viste alt for meget af det hvide omkring pupillerne. Og så havde han det mest salige smil på læben.

Efter et utal af kvalmende kærlighedserklæringer og fortællinger om, at hans mor glædede sig til at møde mig, bestemte jeg mig for at drikke ham fuld. I håbet om, at han blev lettere at holde ud. Men nej. Kærlighedserklæringerne blev véd. Nu skulle jo høre om hans tur i toget, hvor han påstod, at togføren og de andre passagerere havde drillet ham med hans forelskelse.

Så jeg fortalte ham, at jeg ikke lige kunne gengælde de følelser han åbenbart allerede havde og det lod han til at kunne forstå. I sådan ca. et døgns tid. Derefter fulgte der mange dage med hede kærlighedserklæringer.

Det var liiiige overvældende nok. Manden startede totalt ud i 5.gear og det fik mig til at sætte i bakgear.

Jeg har lige fået kvalme bare ved at læse det.

[Adorare]

Oprindeligt indlæg af hollyy

Jeg har lige fået kvalme bare ved at læse det.

Det var virkelig kikset.

[yellowtiger]

Oprindeligt indlæg af Sophi

Den seneste jeg har fået, må være en mail fra en jeg har fælles bekendte med, men som jeg har aldrig har mødt. Den indeholdt bl.a.:
"Med udgangspunkt i hvad jeg har hørt er min konklusion at du og jeg (med overvældende sandsynlighed) kunne blive lykkelige sammen"
"Skulle dette møde resultere i noget vi har lyst til at udforske nærmere, vil jeg kunne flytte til et sted i din umiddelbare nærhed (jeg er ikke tilhænger af langdistanceforhold)."
"Jeg synes du er kattens pyjamas"

Jeg var færdig af grin og vældig smigret og synes egentlig ikke at den var ynkelig.

Synes ellers viljen til at flytte for en person, man sådan lige umiddelbart mener at svinge med efter første møde, er ganske tæt på definitionen på ynkelighed.. og så ligefrem at skrive det inden man har set hinanden