Hej, jeg ved ikke om det er det rigtige sted dette ligger, men bliver bare lige nødt til at komme af med det.

Jeg var i lørdags ude at spise om aftenen sammen med min familie. Det var rigtig hyggeligt og det var noget godt mad vi fik - desværre nåede vi ikke at få det hele.
I mellem hovedretten og desserten ville jeg fortælle min far noget som sad ved siden af mig, og jeg ligger derfor min hånd på hans skulder for lige at få kontakt med ham. Jeg kan med det samme mærke igennem skjorten at han er meget varm, og skjorten er også våd af sved. Da han kigger på mig er han fuldstændig grå i hovedet og jeg spørger ham derfor om han har det godt? Han svare mig at det har han ikke, men han kan ikke umiddelbart forklare hvordan han har det dårligt? Der går omkring 30 sekunder vil jeg tro hvor jeg undre mig over det fordi det er kommet så pludseligt - min far begynder så lige så stille at krampe med sine arme og falde ind over bordet, min mor siger til ham at han skal lade være med at pjatte. Min far får der næst besværende og stammende sagt at han ikke pjatter. I det han har sagt det stopper han med at krampe, og han synker helt sammen i stolen og ind over bordet. Min mor går i chok og rejser sig op og råber hans navn, mine to mindre brødre som havde sat overfor ham bliver rigtig chokeret og sidder bare fuldstændigt forstenet og kigger. Min søster tager fat om min mor som er helt ude af den, og jeg prøver at sikre mig, at min far hvertfald har mulighed for at trække vejret. Med hjælp fra min søsters kæreste får vi min far ned at ligge på gulvet og der går ca. 1 minut så er han ved bevidsthed igen - og han havde hele tiden en fin puls. Jeg var dog sikker på, at han var død i det han synker sammen og var helt grå. Jeg kan ikke rigtig få det billede ud af mit hovede igen, hvilket er yderst ubehageligt.

Min far blev hentet af en ambulance og blev kørt på sygehuset, og kom så hjem søndag. De har ikke kunne forklare årsagen til det, hvilket der selvfølelig ikke er rart. De regner med at der er tale om et almindeligt besvimmelsestilfælde som kan ramme alle på forskellige tidspunkter. Så det er ikke sikkert at det nogen sinde sker for ham igen.

Jeg håber inderligt aldrig at jeg kommer til at opleve noget lignende igen, jeg følte mig utroligt magtesløs. Selvom jeg nok har gjort så meget jeg kunne, så føler jeg at det ikke var nok og ville ønske at jeg kunne have gjort mere end jeg gjorde.

Jeg beklager for længden af indlægget, men selvom vi har snakket det meget igennem der hjemme også - så blev jeg bare nødt til også lige at skrive det et sted.