Da jeg var mellem 19 og ca. 23 havde jeg tilbagevendende depressioner. (Jeg er 50 nu) Jeg fik medicin, blev stabil, trappede ned og blev syg igen... Jeg havde rigtig svært ved at holde aftaler, hoppede fra en HH, - fik et job, var meget usikker på det, blev fyret til sidst pga fravær, var arbejdsløs og på forskellige kurser.
Det startede med at vende lidt, da jeg kom til en virkelig god psykiater, som faktisk fungerede mere som en psykolog. Han fik mig igang med at tænke over mig selv og mine reaktioner.
Så tog jeg på højskole (selvom jeg boede i hus med min kæreste) i 4 mdr. Derefter var jeg vikar og havde det så godt, at det lykkedes mig at få et job.
I starten var det vældig hårdt. Min metode var, at jeg bare skulle komme afsted den dag, - så måtte jeg tage hjem, hvis jeg blev dårlig. I løbet af dagen, satte jeg så nogle delmål, og på den måde blev jeg bedre og bedre til at komme afsted, og fik mindre og mindre fravær. Det var en hård kamp, og jeg havde endda kun 20 timer.
Men jeg blev stærkere og stærkere, fik mere og mere mod, - og jeg så slap jeg medicinen, -senere fik jeg to børn, og jeg har været fri for depressioner i mange år, indtil jeg gik ned med stress 20 år senere.

Jeg er lige gået ned med en dep. rigtig alvorligt for 2. gang.
Det hele startede for ca. 10 år siden, ved at jeg havde et "lorte-job" med virkelig dårlig psykisk arbejdsmiljø, hvor jeg blev sygemeldt med stress fra (de første symp. på dette var alt for høj hjerterytme (mellem 120 og 160 slag i min i hvile), kraftig mavekatar, muligvis med et mavesår). Fik noget andet arbejde, som jeg vidste at jeg var fuldt kvalificeret til og vidste at jeg kunne klare m.m., men mellem ansættelsessamtalen og jeg skulle starte begyndte jeg med at sove dårligt, tvivle på at jeg kunne klare jobbet m.m., talte med lægen, som mente jeg havde en dep., fik medicin. Det gik godt i en lang periode, indtil mit vikariat stoppede efter 13 mdr. Vi var 3 vikarer inde på det tidspunkt og 2 ledige stillinger, og jeg blev ikke valgt til de 2 job, jeg følte mig "kasseret".

Her gik jeg for alvor ned, kunne ikke sove m.m., kom på beroligende tabletter, samt antidep. blev sat op til 50 mg. Fik det godt igen og der kom en ledig stilling på mit tidl. job, som jeg fik. Jeg blev trappet langsomt ud af antidep-medicin, i løbet af 6-7 år, stoppede i juni 2011, men er lige røget ned igen hen i sidste uge, er igen kommet på beroligende piller, så jeg kan få sovet om natten, samt anti-dep. medicin, skal tale med min egen læge på mandag, idet han havde ferie i sidste uge, så det var en af de andre læger i samme lægehus, jeg talte med.

Så dette er ikke en solstrålehistorie, som jeg tror at du gerne ville have, så jeg undskylder min beretning.

Har i forbindelse med mit nuværende job, været til psykolog-samtaler, idet mit arbejde har en aftale med Falck health care, disse samtaler genoptager jeg igen, når psykologen har en ledig tid.

Jeg havde også håbet at jeg var kommet hel igennem det hele.

Held og lykke med din helbredelse

Oprindeligt indlæg af miss-pigen

Øv så gik jeg ned igen igen igen.. Jeg er så påvirket af de yderlige omtændigheder og høje krav til mig selv.

Hvad med at arbejde med de ydre omstændighder og høje krav? Når du ved, hvad du er påvirket af, hvorfor så ikke gøre noget aktivt for mindske påvirkningerne?

Oprindeligt indlæg af miss-pigen

Øv så gik jeg ned igen igen igen.. Jeg er så påvirket af de yderlige omtændigheder og høje krav til mig selv. Hader bare det skal gå galt hele tiden :-(
Har I prøvet at have flere depressioner?
Er I kommet videre?
Er I "tit" sygemeldt?
Kan du have et alm arbejde?

Hvis det er din livsstil, eller dét at du stiller for høje krav til dig selv, så handler det om – for dig, at evt. med hjælp udefra at få justeret de faktorer, der skaber ubalancen.

Alle mennesker stiller krav til sig selv, eller forventer at kunne præstere noget i de sammenhænge de indgår i. Men nogle stiller ’forkerte’ eller urealistiske krav, som uanset hvor meget de anstrenger sig, eller hvor godt de præsterer, ikke kan indfri ’kravene’.

Skulle man bruge et billede på det, kunne man bruge denne gamle arabiske Sufi-historie:

” Der var engang en solsikke, der meget gerne ville være en rose. Den gjorde alt hvad den kunne for, at komme til at ligne en rose. Resultatet var, at den efterhånden ikke lignede hverken det éne eller det andet. Dagligt var den ked af det, fordi den syntes at den gjorde alt hvad den kunne og ikke sparede på anstrengelserne, så efterhånden kom den til at se noget ’sølle’ ud.

En dag lugede gartneren den ud, fordi han antog at den måtte være en slags ukrudt, og op i trillebøren røg den. Herfra kunne den ligge og se på gartneren, der vandede solsikkerne og frydede sig over deres meget smukke gule blomsterkroner."

note: De gamle Sufi-historier, blev brugt på samme måde som de kristne lignelser. Dvs. meningen var at man skulle tænke over dem, og blive klogere af det.

Vil gerne kunne slette det her så helst ingen citater! Jeg har haft en hård teenager periode. Det skal lige understreges at mine forældre altid har været der for mig og det er dem jeg tænker på ikke vil såre når jeg nogle gange har de helt sorte uhyggelige tanker. :-( okay jeg fik konstateret anoreksi og depression i 15 års alderen og var igennem en dyr behandling i et par år. Dyr fordi mine forældre valgte en behandler der ikke var tilskudsberettet og de mente ikke de offentlige midler var vejen frem. Og tak for det.! Jeg kom igennem en hf men det var hårdt, er ikke så godt vil at læse og koncentrere mig. Derefter nogle sabat år der gik godt og jeg arbejde og havde dejlige kolleger. Startede så i lære som maler. Når jeg havde deadline på skolerne var jeg hårdt ramt af mine krav og midt i det hele gik jeg helt ned og blev sygemeldt igen pga depression. Jeg kom ovenpå igen. Her op til julen blev jeg fyret. Min læge har haft øje til mig med jævnlige tider pga. Fyringen. måtte afsted til lægen i fredags fordi jeg var så bange for mig selv og mine øv tænker og uro. Så nu er jeg sygemeldt da min læge ikke vil jeg skal kastes ud i en masse igennem kommunen lige pt. Jeg må indrømme det har lettet og blive sygemeldt men samtidig får man har dårlig samvittighed. Jeg skal nu vist videre til en psykiater da min læge ikke synes jeg får nok ud af mine antidepressive og en psykiater har mere forstand på medicinering. Puha nogle gange tænker man bare om man skal leve hele livet med så hårde nedture. Jeg ved vi alle har hårde tider jeg går måske nok bare mere ned end andre. :-( nogle gange kan jeg ikke forstå jeg ikke bare kan tage mig sammen og blive voksen og klare mig selv :-(

Hvad gør du dig konkret af tanker om at arbejde med de faktorer, der kommer udefra og dine krav til dig selv i forhold til at bedre dine vilkår for ikke at rammes af depression udløst af disse? Omend det jo er forholdvis normalt, at man reagerer på fx en fyring.

Du er da netop voksen, når du indser de problemer, du har og at du må handle på dem i samarbejde med fagfolk som læge og psykiater. Det er da bestemt at klare sig selv!

Jeg ved faktisk ikke helt hvad der er der sker i mit hoved nogle gange. Pludselig er det hele bare for meget og jeg går ned med flaget. Jeg har så meget uro i hovedet.
Jeg ved godt det er voksent at bede om hjælp. Jeg tør næsten ikke andet da jeg nogle gange jo tænker det hele er lige meget og måske nemmere hvis man ikke var her. :-(

Nej, men det er af interesse, at du skriver, at det er udefrakommende faktorer og høje krav, der er medvirkende årsager til dine problemstillinger.

Dét er forhold, man kan arbejde aktivt med og derfor spørger jeg, hvad det er for tanker, som du gør dig. Måske vil du opleve en lavere stressfaktor/færrere stressfaktorer, hvis du nedbringer de udfordringer, som du kender til som udløsende faktorer omkring dine depressioner.

Tak.
Ja der er så mange tanker og jeg har lidt svært ved at finde rundt i det hele. Jeg ved min selvtillid er meget lille og den skal have et puf.
Jeg er en person der altid går med evige bekymringer om fremtiden. Får jeg nogetsinde et forhold til at køre, bliver jeg klar til at kunne varetage en familie, får jeg nogenside overskud til andre, skal jeg evt skifte erhverv, om min hest pludselig skulle blive syg. Jeg lever nok aldrig livet for jeg har så mange bekymrende forestillinger og en mærkelig uro i kroppen. Jeg er dødtræt - men kan alligevel ikke slappe af :-(.
Jeg har lige pt så svært ved at tage beslutninger og derfor er det lidt en lettelse lægen sagde nu er du sygemeldt og skal slappe lidt af og ikke stresse over jobmangel/skrive ansøgninger. Han mente ikke jeg var stabil pt til at varetage et arbejde og jeg ikke måttet presses lige pt. Jeg brød totalt sammen på min skole igen og føj det var så ubehageligt og flovt og er så bange for at vise nederlag. Derfor er det begrænset hvor meget jeg er ude fra min lejlighed da det er hårdt at gå med den "glade maske" for længe af gangen. Jeg vil jo gerne folk tror jeg er en helt normal person.